Miljøstyrelsen på besøg hos Faxe Miljøanlæg

Faxe: Miljøstyrelsen har været på endnu et uvarslet tilsyn på komposteringsanlægget hos Faxe Miljøanlæg.

Miljøstyrelsen har den 4. marts tilsyn på komposteringsanlægget hos Faxe Miljøanlæg beliggende på Præstøvej i Tystrup ved Faxe.

Ulovlig drift af komposteringsanlægget

Tilsynet var en opfølgning på et uvarslet tilsyn den 14. december 2015 på baggrund af en lugtklage samt et  tilsyn den 10. december 2015, hvor der blev konstateret ulovlig drift af komposteringsanlægget, hvilket medførte flere indskærpelser.

Læs også: Miljøstyrelsen kritiserede forholdene på Faxe Miljøanlæg

Lige inden tilsynet i marts blev der foretaget lugttilsyn flere steder omkring Faxe Miljøanlæg blandt andet ved flere punkter i Tystrup, langs Sækkehusvej og Præstøvej, ved Rosendal Gods samt øst for Jyderup. På tidspunktet var det diset/tåget og med svag sydlig vind, men det var kun nogle steder i Tystrup, at Miljøstyrelsen bemærkede en svag lugt af aerob oprindelse, hvilket vurderedes indenfor lugtvilkårene.

Forbud mod madraskompostering

I december måned fik Faxe Miljøanlæg en indskærpelse om at foretage temperaturmålinger i miler og oplagte materialer til komposteringen samt forbud mod fortsat anvendelse af madraskompostering.

– Det blev på dagens tilsyn oplyst af AffaldPlus, at temperaturmålingerne nu er reguleret til at registrere hver 2. time, og at temperaturen holdes indenfor det tilladte interval, kan man læse af tilsyntes rapport.

Læs også: AffaldPlus vil minimere lugtgener fra Faxe Miljøanlæg

Miljøstyrelsen kunne ved selvsyn observere, at kompost og materialer til kompostering ikke længere oplægges som madraskompostering men kun i miler, som nu vendes med en milevender og ikke en gummiged.

For store mængder haveaffald

Miljøstyrelsen skulle på kontrolbesøget også følge op på en indskærpelse som Faxe Miljøanlæg fik den 19. februar i år, vedrørende overskridelse af maksimale oplag af haveaffald.

Det blev konstateret at Faxe Miljøanlæg var i gang med at nedbringe oplagene af blandt andet modtaget haveaffald, neddelte fraktioner af haveaffald og træstød. Der var væsentligt mindre oplag end de oplag, der blev oplyst for 21. januar 2016 i forbindelse med en lugtklage. AffaldPlus har tidligere oplyst, at oplag af haveaffald vil være nedbragt til det tilladte medio marts.

Tilsynet gav ikke anledning til bemærkninger

Lugten på tilsynet i marts måned blev vurderet som svag og aerob det vil sige som fra velfungerende komposteringsprocesser og i overensstemmelse med miljøgodkendelsen.

AffaldPlus skal efterfølgende fremsende driftsinstrukser og en opdateret årsrapport for 2015 med driftsjournaler indeholdende data fra temperaturloggerne og til-/frakørte mængder til/fra komposteringsanlægget.

Virksomheden har haft udkast til tilsynsrapport til kommentering inden offentliggørelsen.

Interesserede kan downloade tilsynsrapporten for Faxe Miljøanlæg fra Miljøstyrelsens hjemmeside.

Kommentarer