Mindeord: Byrådsmedlem Kurt Munck

Mindeord: Søndag mistede vi byrådsmedlem for Enhedslisten, Kurt Munck, 69, efter kort tids sygdom.
Et stort menneske og en ægte politisk fighter er gået bort!
Kurt Munck blev første gang valgt til byrådet i daværende Fakse Kommune for Fællessocialisterne tilbage i 1989, hvor han arbejdede engageret frem til udgangen af 1993.
Men han var langt fra færdig med politik! Han trak i arbejdstøjet igen, da han blev valgt til denne byrådsperiode ved valget i november 2013.
Kurt Munck var ellers gået på pension fra sit arbejde som forstander på Faxehus Efterskole i 2008 efter 28 års arbejde på den skole, han var med til at etablere i 1980. Men han havde ambitioner om at udrette meget mere – at præge kommunens udvikling.
Læs også: Kurt Munck er død efter kort tids sygdom
Kurt Munck var dybt engageret. Ikke mindst i det tekniske område, som havde en helt særlig plads i hans politiske hjerte. Vi hørte ham jævnligt referere til sin tid som formand for teknisk udvalg i daværende Fakse Kommune, og det betød meget for ham at være en del af Faxe Forsynings og Affaldplus’ bestyrelsesarbejde.
Det var tydeligt for os alle, at Kurt Munck gik efter at opnå resultater, og hans meget nærværende og konstruktive tilgang til måden at arbejde politisk gjorde ham vellidt.
Vi var aldrig i tvivl om Kurt Muncks politiske ståsted. Han lod os uden omsvøb vide, hvad han mente om skolestruktur og andre politiske emner. Han var en både dreven og erfaren politiker, og han var retorisk stærk og tydelig i sine budskaber.
Men når alt var sagt, gik han ind i et løsningsorienteret, samarbejdende arbejde for at sikre indflydelse for sit parti – både i konkrete sager og når det gjaldt kommunens budget, som med Kurt Muncks ihærdige indsats havde aftryk fra Enhedslisten.
Kurt Munck nød stor respekt på tværs af partiskel i byrådet. Med sit smittende engagement, sin store viden, sin stærke personlighed og sin ordentlighed har Kurt i den grad været med til at styrke arbejdet i byrådet til gavn for kommunens borgere.
Kurt Munck efterlader sig hustru Laila Luffe, en søn og tre børnebørn.
Æret være Kurt Muncks minde, vi vil savne ham.
På vegne af Faxe byråd
Borgmester Knud Erik Hansen
Kommentarer