Mindesten om kvindernes stemmeret afsløres i Orup
Orup/Roholte: Mindesten afsløres ved et egetræ i Orup, i anledning af at Danmarks kvinder fik fuld stemmeret for 100 år siden.
Grundlovsdag, fredag den 5. juni klokken 15:00 afslører borgmester Knud Erik Hansen en mindesten ved et egetræ i Orup, der står der hvor Roholtevej møder Orupgade. På stenen kan man læse at egetræet blev plantet i 1915 i anledning af, at Danmarks kvinder havde fået fuld stemmeret. Danmarks kvinder havde dog allerede i 1903 fået stemmeret til menighedsråd og tilsvarende til sogneråd i 1908.
– Roholte Sognelaug har fundet det væsentligt, at dette kan huskes for en fremtid, også om 100 år, hvor man som bekendt siger, at “alt er glemt “, fortæller Peer Mogensen der er formand for Roholte Sognelaug.
Grundlovsegen blev plantet på foranledning af og skænket af daværende baron Otto Reedtz Thott.
Ifølge Lokalhistorisk arkiv blev egetræet plantet under afholdt festivitas. Man kan læse mere på lokalarkivets hjemmeside.
Faxe Kommune, baron Ivan Reedtz Thott og Vemmetofte Kloster har bidraget økonomisk til projektet . SuperBrugsen i Faxe Ladeplads har sørget for lidt til tørstige ganer.
Foto: Peer Mogensen ved grundlovsegen (Faxe Kommune)
Kommentarer