Mini-musikFestival i Lunden grundlovsdag
Faxe Ladeplads: Faxe Musikcafé afholder i samarbejde med Faxe Ladeplads Borger- og Erhvervsforening en hel dag i den rytmiske musiks tegn.
Søndag den 5. juni fra klokken 14 til 21 afholder Faxe Musikcafé i samarbejde med Faxe Ladeplads Borger- og Erhvervsforening en udendørs mini-musikfestival i Lunden i Faxe Ladeplads. Festivalen støttes af Faxe Kommunes Kulturafdeling.
Der er udsigt til et brag af underholdning i det grønne. Et helt hold af musikere fra i alt syv bands vil underholde med musik i verdens klasse.
Disse syv bands piller i Lunden:
Fat and Happy – en hårdt arbejdende ’Sing And Songwriter’-trio, der uden smarte gadgets præsentere musik som rør ved folk. Har været support for folk som Rasmus Nøhr, Savage Rose, Kim Schwartz med flere.
Mol for Millioner – Hr. Pedersen leverer sine sange med alvor, substans og humor. Bandet består af musikere fra mange kendte sammenhænge som Stepping Out, MC Einar, Østkyst Hustlers og mange flere.
Brudholm trio – Hanne Brudholm står i front, når trioen optræder, og hun er også forfatter til de fleste sange. Kendetegnet for trioen er humor, følsomhed og masser af rytme.
The Nashvilles – Alf Degnebolig kendt som Sheriffen fra Hvidovre spiller med sit band autentisk country som i det store land. Her vil man blandt andet blive præsenteret for countrymusik fra deres egen CD indspillet i Nashville.
Loud and Proud – er et lokalt fem mands rock-orkester der har specialiseret sig i den gamle 1970ér rocklyd – glæd jer til inspiration fra ikoniske navne som Status Quo, AC/DC, ZZ Top, Cream med mere. De unge gutter har fået rosende ord med på vejen fra store rockstjerner som: Mick Box (Uriah Heep), Leon Cave (Status Quo), Mauro Magellan (Georgia Satelittes), Jeff Summers (Weapon).
The Monk Batuacada – et absolut fantastisk nytænkende band der præsenterer sig som en psykedelisk samba gruppe. Et internationalt Band med sit helt eget unikke materiale, som absolut er i særklasse.
Rise Band – dette band står for en super professionel performance. Med sangerinden og guitaristen Rise i front vil man komme på en rejse rundt i den musikalske verden gennem en række kendte sange leveret med kant og overbevisning.
– Vi er stolte over at kunne præsentere en hel række af navne der vil vække opsigt. Kom og vær med til at styrke det lokale til rytmer fra det globale, opfordrer Hans Breways fra Faxe Musikcafé og Almer Simonsen fra Faxe Ladeplads Borger- og Erhvervsforening.
Tag et tæppe, en stol og madpakken med.
Faxe Ladeplads Borger- og Erhvervsforening sælger øl, vand, pølser og is.
Der er gratis entré.
Kommentarer