Rønnede

Minister: Dyrere at dele ny motorvej i etaper

Transportminister Ole Birk Olesen påpeger, at motorvejen mellem Rønnede og Næstved kan anlægges i etaper, men at det samlede projekt så vil blive dyrere.

En mulighed for at komme videre med motorvejen mellem Rønnede og Næstved kunne være at bygge en første etape for de allerede afsatte penge, men den løsning vil ifølge Transportministeren kræve endnu flere penge.

Om der kan opnås enighed i Folketinget om at afsætte pengene til motorvejen mellem Rønnede og Næstved, er endnu uvist, men der er i trafikaftalen fra 2014 allerede afsat 350 millioner kroner fra Infrastrukturfonden til en 1. etape af motorvejen mellem Rønnede og Næstved.

Det har fået De Radikales transportordfører, Andreas Steenberg til at spørge om det er muligt at opdele motorvejsbyggeriet i etaper og på den måde komme videre med projektet, og om det i givet fald vil blive dyrere.

Læs også: Radikal spørger til opstart af motorvejsbyggeri

I den sammenfattende VVM redegørelse for Rute 54, Næstved-Rønnede er rammerne for opstarten formuleret således: ”før projektet kan gå i gang, skal der bevilges de nødvendige midler til vejanlægget”

– Jeg interesseret i om det er muligt at lave en etape for de penge, vi har afsat, for at komme videre eller om det er umuligt eller fordyrende, oplyser den radikale transportordfører, Andreas Steenberg til Næstved Netavis.

– Desværre har projektet vist sig at være dyrere end vi troede, da vi igangsatte VVM’en, uddyber Andreas Steenberg.

– Udover det så har den nye regering smækket kassen i og de har låst den såkaldte infrastrukturfond, selvom der er penge heri. Derfor står det ikke lige for at finde de resterende mange penge, oplyser Andreas Steenberg til Næstved Netavis.

Mulighed med etape-opdeling, men dyrere

Ministeren oplyser, at forligskredsen skal drøfte anvendelsen af de afsatte 350 millioner kroner og en evt. etapeopdeling af motorvejen mellem Rønnede og Næstved men fastslår dog at en etape-opdeling ikke er umulig.

– Generelt er det ikke nødvendigt at have den samlede finansiering på plads til et helt vejprojekt, før man kan igangsætte en eventuel 1. etape. Men det er dog nødvendigt at sikre, at der er tilstrækkelige midler til at igangsætte en 1. etape, som giver trafikal mening, oplyser Transportminister Ole Birk Olesen.

Ministeren påpeger dog, at hvis projektet anlægges i etaper, vil der skulle etableres en etapeafslutning mellem den nye motorvejsstrækning og den eksisterende vej efter en etape, og dermed bliver det samlede projekt dyrere.

– Hvor meget dyrere, det bliver, vil variere afhængigt af, hvilket linjeføringsforslag, der er tale om, slutter Ole Birk Olesen.

Forligskredsen bag beslutningen om motorvejen mellem Rønnede og Næstved indkaldes, når resultaterne af VVM-undersøgelsen er bearbejdet i Vejdirektoratet, der er i gang med at udarbejde et høringsnotat og en indstilling til ministeren.

Kommentarer