Rønnede

Minister redder forsikringskunder

Rønnede: Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en løsning for forsikringskunderne i Husejernes Forsikring.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har sammen med et bredt flertal af Folketingets partier og Forsikring & Pension indgået aftaler om, at danske kunder, der via Husejernes Forsikring i Rønnede har tegnet forsikring i det konkursramte lichtensteinske selskab Gable Insurance, kan få dækket aktuelle skader og blive forsikret fremadrettet.

– Med denne aftale løser vi et akut problem for de danske kunder, der har tegnet en forsikring hos Husejernes Forsikring. Jeg vil godt kvittere også over for forsikringssektoren og takke for deres bidrag til at finde en god og konstruktiv løsning. Nu kan vi komme videre og hjælpe de mange kunder, der er endt i denne ulykkelige situation, udtaler Erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Aftalen betyder, at danske kunder, som har tegnet en forsikring i det konkursramte selskab Gable Insurance via Husejernes Forsikring, vil kunne få erstatning for udækkede skader. Skadesdækningen kommer fra Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, hvor det vurderes, at fondens frie midler vil kunne dække behovet. Der vil være en selvrisiko på 20.000 kroner for ejerskifteforsikringer.

Andre danske kunder, uden skader, vil få mulighed for at tegne en erstatningsforsikring med en løbetid på op til fem år på kommercielle vilkår hos selskaber i Forsikring & Pensions medlemskreds.

Læs også: Mulig erstatning til skadesramte i Husejernes Forsikring

Aftalen indeholder også initiativer, der skal hindre, at lignende situationer opstår igen.

– Jeg er glad for, at vi også får trukket en streg i sandet og at vi sætter ind, så en lignende situation forhåbentlig ikke kan gentage sig i fremtiden. Vi vil åbne op for, at udenlandske forsikringsselskaber fremover kan blive medlemmer af Garantifonden for så vidt angår den danske del af deres forretning. Samtidig strammer vi reglerne for bl.a. markedsføring, så det bliver mere klart for forsikringskunderne, hvem de er kunde hos, og selskabet er medlem af en garantiordning, siger Brian Mikkelsen.

Det vil blive undersøgt, om der kan gøres ansvar gældende over for ledelsen i Gable Insurance, Husejernes Forsikring Assurance Agentur, ejendomsmæglere, boligadvokater med flere.

Herudover vil regeringen arbejde for at styrke det grænseoverskridende tilsyn i  EU.

Cirka 26.000 danske kunder har tegnet forsikring i Gable, hvoraf cirka 1.700 har åbne sager og yderligere 200 sager er anmeldt.

Der er indgået to aftaler med henholdsvis de politiske partier og Forsikring & Pension.

Aftalerne og vilkårene for dækninger med mere kan læses på Erhvervsministeriets hjemmeside.

 

Kommentarer