Haslev

Missionskonferencen 2016 afholdes i Haslev

Haslev: Folkekirken Mission afholder Missionskonferencen 2016 på Galleri Emmaus i Haslev.

Hvert andet år afholdes der i Folkekirkens Mission en stor missionskonference. Konferencen i 2016 afholdes på Galleri Emmaus i Haslev og byder på en helt særlig oplevelse, idet 25 af verdens førende forskere fra International Research Consortium er samlet i Danmark i en uge. Det giver nogle unikke muligheder for at benytte den store missionsteologiske ekspertise, som alligevel befinder sig i Danmark på samme tidspunkt, som missionskonferencen. Missionskonferencen er således planlagt som en integreret del af de 25 internationale deltageres ugeprogram, mens de er i Danmark.

Temaet for missionskonferencen i 2016 er Missionale arbejdsformer for gamle kirker i en ny verden. Med gamle kirker tænkes der for eksempel på en nationalkirke som Den danske Folkekirke.

De gamle nationalkirker oplever en tilbagegang i medlemstallet over hele verden. Dette gælder også i Danmark, hvor der de senere år har hersket en forfaldshistorie om folkekirken: Dåbstallet falder, kirker lukkes, og befolkningen sekulariseres.

Når man sammenligner de gamle og etablerede kirker med nyere kirker, så fokuseres der ofte på, at de gamle kirker er begrænsede af deres mangel på fleksibilitet og tilpasningsdygtighed i mødet med nye missionale udfordringer. Nogle vil mene, at de etablerede kirker har en svagere missional identitet.

Ekspertisen fra de internationale gæster vil også komme frem gennem konferencens missionsteologisk hovedforedrag og den efterfølgende debat i plenum. Dermed får deltagerne både en konkret praksisorienteret og en solid teoretisk vinkel på temaet.

Interesserede kan læse mere på www.fkm.interchurch.dk

Kommentarer