Haslev

Mød en succesforfatter hos Haslev Boghandel

joergen_bodilsen

Haslev:  Forfatteren Jørgen Bodilsen, der lige nu er aktuel med den historiske thriller Legenden, gæster Haslev Boghandel.

Lørdag den 13. juni gæster forfatteren Jørgen Bodilsen, der lige nu er aktuel med den historiske thriller Legenden, Haslev Boghandel.

Jørgen Bodilsen debuterede i 2011 med den politiske thriller Syndikatet, der handler om en skandale på Helsingør Skibsværft i 80’erne, da Saddam Hussein fik bygget krigsskibe på det danske værft. Syndikatet blev en stor succes og har solgt i mere end 2.000 eksemplarer. I 2013 fulgte opfølgeren Slutspillet, og netop nu er Jørgen Bodilsen aktuel med sin helt nye thriller, Legenden, hvor handlingen foregår i Næstved og blandt andet trækker tråde tilbage til et broderskab i Danmark i 1100-tallet.

Besøget i Haslev Boghandel, hvor Jørgen Bodilsen signerer sine thrillere og fortæller om dem, varer fra klokken 10 til lukketid.

Haslev Boghandel ligger på adressen Vestergade 2B, 4690 Haslev.

Om Legenden

På Hjultorvet i Næstved står en rytterstatue af Peder Bodilsen. Han levede i 1100-tallet og var en sjællandsk stormand, som blandt andet stod bag et oprør for at sikre, at præster overholdt deres cølibatløfte. Det er dog langtfra alt, eftertiden ved om Peder Bodilsen. Blev han således myrdet af ren og skær grådighed, fordi nogen vidste, hvilken slægt ham kom fra? Var han af kongeslægt, eller var han i virkeligheden søn af en leder i et bondeoprør?

Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside www.skriveforlaget.dk

Kommentarer