Faxe by

Mød manden bag ’Crazy Coy’ i Boghuset i Faxe

Boghuset i Faxe afholder et forfatter-arrangement med Eskil Berger der lige har skrevet bogen ’Crazy Coy’.

Søndag den 3. december fra 12.00 til 13.00 kan man møde Eskil Berger der har skrevet bogen ’Crazy Coy’ i Boghuset i Faxe, hvor han vil fortælle om sine oplevelser i Afghanistan og om ’Dummebødesagen’.

Eskil Berger var kompagnichef fra Livgarden og øverste mand på Charlie-kompagniet i Helmand 2010-11. Infanteristerne i Charlie-kompagniet var forreste enhed dybt inde i Afghanistans golde sletter i den fugtige Green Zone i Helmand-provinsen. De var drengene fra C-COY, kaldet ’Crazy Coy’, kendt for en anderledes og offensiv tilgang til deres opgaveløsning. I det sprængfarlige og Taleban-inficerede ansvarsområde viste de en angrebsvillighed, som selv oprørshæren måtte anerkende.

Major Eskil Berger var den kompromisløse chef for de 159 unge soldater fra Livgarden under deres mission i 2010-2011. Hans ordre lød på at holde ’Patrol Base Line’. Herefter var det op til ’Crazy Coy’ at finde en brugbar og sikker løsning i daglige kampe mod nogle af verdens bedste guerillakrigere. Under ekstremt pres, med tab af våbenbrødre og under konstant frygt for at skade civile skabte de et broderskab, som holdt længe efter Helmand.

Andre håndgribelige og farlige modstandere fandt ’Crazy Coy’ i form af Forsvarets politiske minefelt, Forsvarets Auditørkorps og pressens evige higen efter den ’gode’ historie. En kamp, der endte med major Berger som anklaget i en krigsretssag, der i pressen blev kaldt ’Dummebødesagen’,  der bragte Eskil hjem fra Afghanistan i vanære, indtil han blev renset for anklagerne om pligtforsømmelse og i stedet dekoreret med Anders Lassen- legatet.

Bogen ’Crazy Coy’ er Eskil Bergers personlige fortælling om det enorme pres, de hårde tab og den konstante frygt for at skade civile som hans kompagni led under i Helmand-provinsen. Men det er også fortællingen om et utroligt broderskab hærdet af våbenild og overhængende livsfare. Bogen udkom den 13. oktober i år.

https://www.youtube.com/watch?v=cnJh71lbRj8

Kommentarer