Haslev

Møde om bredbåndspuljen i Haslev

Nu åbner Bredbåndspuljen for ansøgninger i 2022. Som noget nyt er der i år en mulighed for, at særligt enkeltstående adresser kan søge uden at skulle slå sig sammen med andre.

Der er omkring 40.000 adresser (boliger, virksomheder og sommerhuse), hvor udsigten til at få adgang til hurtigt bredbånd er så dårlig, at de har mulighed for at slå sig sammen i lokalområdet og søge om tilskud fra Bredbåndspuljen. 

Generelt er det sådan, at man lokalt skal organisere et bredbåndsprojekt for at kunne søge tilskud fra puljen.

I 2022 er der imidlertid også afsat 20 millioner kroner til en særlig ordning for adresser, som har særligt svært ved at være med i sådanne bredbåndsprojekter, fordi afstanden til andre adresser er relativ stor. Der er cirka 2.400 adresser, som har mulighed for at søge gennem den særlige ordning.

Faxe Kommune støtter initiativet og yder også et økonomisk tilskud til de der opnår tilskud fra Bredbåndspuljen. Faxe Kommunes tilskud er på 2.000 kr. pr. privat husstand og maksimalt 50.000 kr. til et projekt, der omfatter mere end 25 husstande.

Informationsmøde om årets Bredbåndspulje

27. juni klokken 17.00-19.00

Kulturnariet, Søndergade 12 i Haslev

Du kan læse mere om Bredbåndspuljen og ansøgningsprocessen på sdfi.dk/bredbaandspulje. Her kan du også tilmelde dig informationsmødet i Haslev om puljen.

Fakta: 

•   Der er afsat 100 mio. kr. til Bredbåndspuljen i 2022, heraf 20 mio. kr. til en særlig ordning for enkeltstående adresser. Puljen er målrettet boliger, virksomheder og sommerhuse i landzone og sommerhusområder.

•   Bredbåndspuljen er efterspørgselsdrevet. Man skal slå sig sammen lokalt og organisere et projekt, som kan søge om tilskud. De deltagende adresser skal bidrage med en egenbetaling på mindst 2.000 kr. i gennemsnit pr. adresse. Den bredbåndsudbyder, som skal stå for udrulningen i projektet, skal give mindst 4.000 kr. pr. deltagende adresse.

•   De adresser, som er omfattet af den særlige ordning for enkeltstående adresser, kan søge om tilskud uden at slå sig sammen med andre. De pågældende adresser får information via Digital Post om, hvordan de kan søge under den særlige ordning. Der gælder de samme krav om egenbetaling og medfinansiering fra bredbåndsudbyderen som i den almindelige ordning.

•   Der er mulighed for at søge tilskud til adresser med dårlig bredbåndsdækning – og hvor der ikke foreligger konkrete planer for bedre dækning inden for de kommende tre år. Dårlig bredbånds-dækning indebærer, at det ikke må være muligt at få en bredbåndsforbindelse på adressen, hvor hastighederne overstiger 30 Mbit/s download og 5 Mbit/s upload.

•   Den infrastruktur, der etableres med tilskud fra Bredbåndspuljen 2022, skal kunne levere stabile, oplevede hastigheder på mindst 300 Mbit/s download og 100 Mbit/s upload.

•   P.t. er der på landsplan registreret cirka 40.000 tilskudsberettigede adresser. Heraf er der cirka 2.400 adresser, der kan søge under den særlige ordning for enkeltstående adresser. Man kan se, om en adresse er tilskudsberettiget på bredbaandspulje.sdfi.dk.

•   Yderligere information om Bredbåndspuljen og ansøgningsprocessen kan ses på styrelsens hjemmeside: sdfi.dk/bredbaandspulje

Kommentarer