Rønnede

Møns Bank i Rønnede styrker erhvervsindsatsen

Sussie Wismarch Hansen (indsat billede) bliver snart en del af det nuværende erhvervsrådgiverteam, som består af – fra venstre – Mogens Nielsen, Hanne Hansen, Henrik Steen Hansen og Peter Laugesen.

Stor søgning til Møns Banks nyeste filial giver basis for at udvide på erhvervsområdet

Det er kun lidt over et år siden, Møns Bank åbnede filial i Rønnede. Filialen blev etableret som et kompetencecenter med en stærk privatkundeafdeling – og med mulighed for at trække på bankens erhvervs-, landbrugs- og formuerådgivere.

Og faktisk har netop interessen fra erhvervslivet overgået bankens egne forventninger.

– Det har været et forrygende første år, siger filialdirektør Peter Laugesen. Vi har fået rigtig mange henvendelser om at blive kunde, selv under coronatiden. Heldigvis har vi kunnet betjene både nye og eksisterende kunder næsten som normalt.

– Især erhvervslivet har vist stor interesse for os, og det gør, at vi nu udvider på erhverv, fortsætter Peter Laugesen.

Den udvikling er netop, hvad banken havde håbet og forventet, da man åbnede filialen i maj 2019.

– Men én ting er planer, noget andet er, hvad man kan realisere, og derfor er det ekstra glædeligt, at vi nu kan beskæftige flere erhvervsrådgivere med afsæt i den gode udvikling, tilføjer Peter Laugesen.

Lokal ekspertise

Erhvervsrådgiver Hanne Hansen er blevet tilknyttet Rønnede filial med virkning fra 1. juli.

– Hanne er 54 år og har arbejdet i Nykredit i Næstved som erhvervsrådgiver fra 2007 til 2018, hvor hun startede i et tilsvarende job i Møns Bank i Præstø, fortæller Peter Laugesen. Hun er derfor rigtig godt bekendt med bankens setup på erhvervsområdet.

Ikke mindst er Hanne Hansen også meget lokalkendt, da hun allerede er rådgiver for en del virksomheder i Faxe og Stevns kommuner.

Den nye erhvervsafdeling vil også komme til at bestå af de kørende konsulenter, Henrik Steen Hansen og Mogens Nielsen, der er ”på hjul” og tilbyder rådgivning hjemme på virksomhedernes egne adresser.

Henrik Steen Hansen er et særdeles velkendt ansigt på Stevns. Han har boet og arbejdet stort set hele sit liv i Østsjælland, stærkt forankret i det lokale erhvervsliv.

– Henrik har arbejdet for Møns Bank gennem de seneste fire år og tidligere været erhvervschef i DiBa/Sydbank i Køge, så han har et kæmpe netværk, siger Peter Laugesen.

Endnu en kapacitet er Mogens Nielsen, der har været med fra begyndelsen i Rønnede og også tegnet stregerne til filialen via sin tømreruddannelse.

– Mogens har dog også en lang karriere i Nykredit bag sig, så han er i endnu højere grad en bankmand med hænderne skruet rigtigt på, siger Peter Laugesen.

Også Sussie Wismarch Hansen bliver tilknyttet den nye afdeling. Hun er 33 år, finansøkonom, og har arbejdet i Møns Bank siden 2017.

Erhvervsliv savner nærvær

– Jeg glæder mig meget til, at vi får strømlinet vores erhvervsrådgivning, da behovet er virkelig stort, siger Peter Laugesen. Det har overrasket mig, i hvor høj grad lokale virksomheder savner nærvær og dialog med deres bank, og hvis ikke Møns Bank netop skulle kunne levere det som lokalbank, ja, så er vi jo bare som alle de andre banker…

Historisk har Faxe og Stevns kommuner været rigeligt forsynet med banker og sparekasser, men gennem en snes år er næsten alle forsvundet.

– Det åbner en bane for os, hvor vi i tæt samspil med lokale virksomheder kan medvirke til at udvikle lokalområdet, siger Peter Laugesen. Hele området er jo kendetegnet ved en del mindre og mellemstore virksomheder samt veldrevne landbrug. Og hertil stærke lokalsamfund i tilknytning til de enkelte provinsbyer, som også har et rigt foreningsliv og mange attraktive områder med bosætning.

Medvirkende til beslutningen om at åbne en erhvervsafdeling har også været et tættere samspil med vigtige samarbejdspartnere som Business Faxe og Østdansk Landboforening.

– Nu håber vi, at det fortsat går den rigtige vej med coronavirussen, så hele samfundet kan komme op i gear igen. Vi er i hvert fald klar, slutter Peter Laugesen.

Kommentarer