Mordvåbnet fra drabet i Faxe Ladeplads er fundet
Faxe Ladeplads: For fem år siden blev 47-årige Peter Richter Andersen fundet dræbt med tre skud. Hans lig var ligeledes parteret i 75 dele med en el-bajonetsav. Nu har politiet fundet mordvåbnet, som forsvandt sporløst efter drabet.
Politiet har fundet pistolen i en garage til et parcelhus i Vindinge ved Roskilde. Her har den været opbevaret med to andre pistoler hos en 45-årige tidligere ven til lillebror Jesper Richter Andersen, som blev idømt 15 års fængsel for drabet, skriver Ekstrabladet.
Med fundet af mordvåbnet overvejer Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi nu at genoptage efterforskningen i sagen for at se, hvad den har af betydning for beviserne i sagen.
Læs også: Peter blev skudt tre gange og parteret i 75 dele
Ifølge den 45-årige tidligere vens forklaring ved Retten i Roskilde, kom Jesper Richter Andersen, sandsynligvis samme dag som drabet var blevet begået, uinviteret ind hos vennen med en rygsæk med hængelåse på, som han ville hente senere. Men, rygsækken blev aldrig hentet.
Rygsækken blev stillet i garagen, og så tænkte den 45-årige tidligere ven ikke mere over dette. Heller ikke, da Jesper Richter Andersen blev anholdt for mordet.
Fandt tre pistoler
Den 12. oktober 2016 klokken 10.30 rykkede Midt- og Vestsjællands Politi ud til den 45-årige i Vindige, da de havde fået et tip om, at der skulle være våben i huset.
I garagen fandt politiet ganske rigtigt en 9 mm. P38 pistol med syv skud samt den låste rygsæk fra Jesper Richter Andersen, som indeholdt en 9 mm. pistol med fire skarpe patroner i magasinet samt en mini-pistol med to skarpe skud. Derudover var der to magasiner med otte skarpe 9 mm. patroner samt yderligere ammunition.
Gerningsvåbnet har efter kriminaltekniske undersøgelser vist sig at være 9 mm. pistolen fra rygsækken.
Den 45-årige erkender besiddelsen af P38 pistolen, som havde tilhørt hans afdøde far, men nægter kendskab til rygsækkens indhold, selvom han blev bedt om at pakke rygsækken ind i plastik et år efter Jesper Richter Andersens fængsling. Han troede på vennens forklaring om udstyr til skunk-produktion.
Nævnte ikke taske under efterforskning
Da politiet for fem år siden efterforskede mordet, nævnte den 45-årige ikke noget om tasken, da han var til afhøring. Derfor kan den 45-årige nu risikere at blive idømt en straf i henhold til straffelovens paragraf 125. Paragraffen kan give op til to års fængsel, hvis man blandt andet har bortskaffet genstande, som har haft betydning for forbrydelses spor.
Der er blevet rejst tiltale mod ham for besiddelse af pistolerne samt for at have skjult gerningsvåbnet.
– Vi håber, at der falder dom i sagen inden nytår. Min klient vil gerne have sagen overstået. Vi går efter en straf, der er mildere end normal praksis for våbenbesiddelse, fordi min klient intet kendskab havde til de to pistoler, som lå i rygsækken, og at den ene skulle have været brugt til en forbrydelse. Han erkender kun besiddelse af den P38 pistol, som var et arvestykke fra hans far, siger advokat Thomas Fogt til Ekstrabladet.
Sagen kort fortalt
Drabet på Peter Richter Andersen blev ifølge dommen begået den 10. august 2011 mellem klokken 23 og 24, og motivet skulle efter sigende have været en uoverensstemmelse over et mindre lån.
Kort tid efter uoverensstemmelsen hørte et vidne tre skud, og senere fandt naboerne til sommerhuset, hvor ligdelene var blevet henkastet, rester af kød samt en blodig jakke. Det viste sig, at Peter Richter Andersen var blevet parteret i 75 dele af en el-bajonetsav, hvoraf hans hoved blev fundet på et fladt tag på en tilbygning til sommerhuset.
10. december 2012 blev Jesper Richter Andersen idømt 15 års fængsel, og afsoner nu straffen i Nyborg Fængsel. Han påstår stadig at være blevet uskyldigt dømt.
Kommentarer