Haslev

MSG-elever kan nu printe i 3D

claes_roenhoff_med-stol

Haslev:  Gymnasiet i Haslev har anskaffet en 3D printer, til faget design, hvor eleverne arbejder med arkitektur, produktdesign, unika og grafisk design.

Træt af papir og printerblæk? Træt af model-pap? Hvad så med at printe din gymnasie-opgave ud i plastik i tre dimensioner i stedet?

Det er i hvert fald den nye mulighed, som eleverne på MSG Haslev har fået i design-timerne. Gymnasiet har anskaffet en 3 D printer, og det elektroniske stykke isenkram kan få smilet helt op til ørerne på 3.g-eleven Claes Rønhoff Sørensen. Som en af de første elever har han fået mulighed for at arbejde med printeren.

Første produkt var et dødningehoved-formet guitar-plekter til hans heavy metal band. Og nu er han og to andre i gang med at designe en model til en stol.

– Man kan være vildt meget mere præcis med denne her i forhold til når man arbejder med modeller i pap eller træ, siger Claes.

– En 3D-printer arbejder, som navnet siger, i tre dimensioner. Altså ikke kun til højre og venstre og øverst og nederst, som man er vant til på papir, men også op i den tomme luft. For de gymnasie- og HF-elever, der har valgt design, giver det muligheder for at lave mere realistiske modeller af det, de arbejder med i timerne, forklarer design- og billedkunstlærer Jan Vestergaard.

– Tit har vi haft det problem, at eleverne var nødt til at lave deres design om til noget lidt mere kantet, fordi det var, hvad de havde mulighed for at lave i model, når materialet er træ eller pap. Men nu, hvor vi har printeren, kan de også lave noget med mere bløde og organiske former, forklarer han.

– Virksomheder bruger også 3D-printere mere og mere, så her er det også godt, at vores elever får mulighed for at stifte bekendtskab med teknikken, siger han.

– Men tid skal der til, påpeger Claes. Man skal nemlig kende det computerprogram, som modellerne skal designes i, før printeren kan gøre dem til virkelige genstande.

– Det er ligesom med Photoshop eller andre store programmer. Du er nødt til at bruge tid på at sætte dig ind i det, siger han. Så han og kammeraterne har brugt en del fritimer på at være de første elever til at arbejde med det nye isenkram.

Faget design kan vælges som C-niveau fag i 3.g eller i 2. HF. Eleverne arbejder her med arkitektur, produktdesign, unika og grafisk design. Men Jan Vestergaard regner også med, at 3 D-printeren på et tidspunkt også kommer til at blive brugt af elever i billedkunst-faget, når der skal arbejdes med for eksempel skulpturer.

– Vi har også bestilt en 3D-scanner, så vi får mulighed for at tage en rumlig kopi af ting, som eleverne så fx kan lave om på i computerprogrammet og bagefter printe ud med 3D-printeren, siger Jan Vestergaard.

Man kan se en video med 3D-printeren på gymnasiets hjemmeside.

Kommentarer