Haslev

MSG har fortsat mange nye elever

Selv om det er blevet sværere at komme i gymnasiet, er der fortsat mange ansøgere til Midtsjællands Gymnasium. Ca. 230 elever starter efter sommerferien i de ny 1.g- og 1. HF-klasser, fordelt på fire STX-klasser på MSG Ringsted og tre STX og én HF-klasse på MSG Haslev.

 

– Vores søgetal er kun faldet med 5,7 procent i forhold til sidste år, og det kan vi være både stolte og tilfredse over, når vi sammenligner med andre gymnasier af vores størrelse i Region Sjælland, siger rektor Lene Eilertsen.

 

Hun henviser til, at de nye karakterkrav har ramt mange mindre gymnasier ret hårdt. Maribo Gymnasium og Odsherred Gymnasium har for eksempel mistet hver femte ansøger, og Nakskov Gymnasium har mistet en ud af syv ansøgere. MSG klarer derimod næsten frisag og har kun vinket farvel til ca. en ud af tyve ansøgere, hvilket næsten svarer til den almindelige tilbagegang i antallet af unge i befolkningen.

 

En vigtig årsag til at mange fortsat vælger at tage deres gymnasiale uddannelse på Midtsjællands Gymnasium i enten Faxe og Ringsted Kommune er flere års målrettet arbejde med at gøre eleverne i grundskolen mere fortrolige med gymnasiet. Det sker gennem en række tilbud, som almindelig brobygning, samt forskellige former for valghold og talenthold, hvor grundskole-elever undervises af gymnasielærere i forskellige fag.

 

En anden vigtig årsag er, at MSGs elever kan lide deres gymnasium og giver denne glæde videre.

 – Vi har nogle gode elevambassadører, som fortæller grundskoleeleverne om hvorfor det er godt at vælge det lokale gymnasium, hvis man ønsker en gymnasial uddannelse. På MSG kender eleverne hinanden godt på tværs af klasser og årgange, lærerne kender eleverne, og den enkelte elev oplever at blive en del af et trygt og fagligt fællesskab, siger Lene Eilertsen.

Kommentarer