Haslev

MSG Haslev klar med plads til seks af de afviste Køge-elever

Seks af de gymnasie-ansøgere fra Haslev- og Faxe-området, som har fået afvist deres ansøgning om at komme på gymnasiet i Køge, får måske mulighed for at komme på MSG Haslev i stedet.

MSG’s rektor, Lene Eilertsen, har nemlig henvendt sig til det regionale fordelingsudvalg med tilbud om at kunne optage seks ekstra elever i Haslev. I sidste ende er det dog fordelingsudvalget, der skal træffe afgørelsen, som blandt afhænger af, hvor langt eleverne bor fra gymnasiet og hvordan de har prioriteret, da de søgte gymnasium.

De pågældende elever har fået nej til at komme på gymnasiet i Køge på grund af afstandskravet, som medfører, at andre, der bor tættere på Køge, stået foran dem i køen. Derfor står de umiddelbart uden en gymnasieplads lige nu.

På MSG Haslev er der egentlig meldt fuldt hus i 1.g efter sommerferien allerede nu, men Lene Eilertsen er alligevel villig til at sætte de seks ekstra stole ind.

Efter sommer bliver der fire 1.g klasser og en HF-klasse på MSG Haslev og fem 1.g klasser på gymnasiets anden afdeling, MSG Ringsted. Det er samme antal klasser som der har været igennem de seneste år, og det er rektor Lene Eilertsen ganske godt tilfreds med.

– Eleverne har stor set alle søgt os som deres 1. prioritet, og det kan man som rektor jo ikke være andet end glad for, siger Lene Eilertsen til Faxe Netavis og hun tilføjer, at der faktisk også har været en lille stigning i ansøgertallet i forhold til sidste år.

Midtsjællands Gymnasium er Danmarks eneste gymnasium med to afdelinger, og det betyder at eleverne her får et tilbud, som ikke findes andre steder: At man kan gå på sit nære, mindre gymnasium med 4-5 spor, men samtidig have et fagligt udbud svarende til et mellemstort gymnasium med 9 spor.

Det har de kommende 3.g’ere fx stor glæde af, hvis de har valgt at opgradere et B-fag til at A-fag. Hvis der ikke er helt nok elever til at oprette et fag på den ene afdeling, opretter MSG nemlig bare hold på tværs af afdelingerne i stedet.

For eksempel bliver næste års 3.g-valgfag i Tysk A læst i Ringsted med elever fra både MSG Ringsted og MSG Haslev, mens valgfaget Matematik A bliver læst i Haslev med elever fra begge afdelinger.

– Mange af vores tidligere elever har fortalt os, at de på deres videregående uddannelse har haft stor glæde af for eksempel at have opgraderet deres Engelsk B til Engelsk A her hos os. Det viser os, at det er vigtigt at have den mulighed også på et mindre gymnasium, siger Lene Eilertsen.

Kommentarer