Mulig erstatning til skadesramte i Husejernes Forsikring
Rønnede: Husejernes Forsikring i Rønnede arbejder i disse dage på højtryk for at finde en løsning til deres kunder, som har tegnet forsikringer i det nu konkursramte Gabel Insurance.
I øjeblikket vejleder Husejernes Forsikring til, at kunderne finder andre forsikringsselskaber hurtigst muligt, da det op til jul er meget vigtigt, at man har en brandforsikring, hvis noget skulle gå galt med de levende lys, skriver Sjællandske.
Problemet med en ejerskifteforsikring er, at de gælder mellem fem og ti år, og derfor ikke umiddelbart kan opsiges. Af den grund bliver der i øjeblikket arbejdet på højtryk i Husejernes Forsikring.
Læs også: Husejernes Forsikring er gået konkurs
Gable Insurance er blevet erklæret konkurs og kan ikke længere sælge forsikringer, da forsikringsselskaber i Lichtenstein nu også skal leve op til de gældende solvenskrav, der er i EU-landene.
Ifølge chefkonsulent i Forsikring & Pension, Jørgen Kjær Thomsen, kan det vise sig, at der er penge i konkursboet for dem, der har en skade.
– Konstruktionen er ikke udsædvanlig. Der er andre forsikringsagenturer i Danmark og generelt må man sige, at det heldigvis er yderst sjældent, at forsikringsvirksomheder i Danmark går konkurs. Senest skete det med Plus Forsikring i 2002, og netop på den baggrund blev Garantifonden for Skadesforsikringsselskaber oprettet og gav hjælp til de nødstedte kunder i det selskab, siger Jørgen Kjær Thomsen til Sjællandske.
Kommentarer