Faxe by

Jesper Milán glæder sig over studie om dinosaurer

Faxe: Den danske forsker, Jakob Vinther, har fundet en ny måde til at kortlægge dinosaurers farver og deres leveomgivelser. Det glæder museumsinpektør ved Geomuseum Faxe, Jesper Milán.

Palæntolog og lektor ved Bristol Univeristy i England, Jakob Vinther, har formået at rekonstruere dinosauernes omgivelser. Helt præcist kan Jakob Vinther og hans kolleger sige, hvilket miljø dinosauerne levede i ud fra deres farvetegninger, skriver videnskab.dk.

Jesper Milán, der er museumsinpektør, palæntolog og Ph.d. på Geomuseum Faxe, har ikke været med i det nye studie, men glæder sig over det.

– Det er et særdeles spændende og nyskabende studie, der viser, at exceptionelt godt bevarede fossiler giver mulighed for at rekonstruere dinosaurernes liv og færden i helt uhørte detaljegrader, siger Jesper Milán til videnskab.dk. Og han forstætter:

– Fremtidig brug af denne teknik vil forhåbentlig kunne bruges til at rekonstruere dinosaurerne og andre uddøde dyregrupper endnu mere detaljeret end før.

Helt konkret kan Jakob Vinther og hans kolleger vise at Psittacosaurus, en papegøje-dinosaur, havde farvetegninger, der var tilpasset en skov.

Det nye studie er blevet til på baggrund af fundet af et særdeles velbevaret fossil af dinosauren, Psittacosaurus, som levede for cirka 120 millioner år siden i det nuværende Kina. I fossilet ligger alle knogler, muskler, organer og hud præcist, som da dyret døde. Derfor kunne pigmenterene fra hudens oprindelige farvetegninger også ses.

– Det er meget interessant at se, hvordan den pågældende dinosaur-art har benyttet sig af samme principper med lys og skygge til at opbryde konturerne af dens krop, som vi ser det blandt store pattedyr, der lever i tæt skovbevoksning i dag, siger Jesper Milàn.

Studiet er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift, Current Biology.

Kommentarer