Musicalen Midt om natten på Bavneskolen
Dalby: Faxe Kommunale Ungdomsskole opfører musicalen Midt om natten på Bavneskolen i Dalby, der er premiere på lørdag
Det er nu endnu engang lykkedes Faxe Kommunale Ungdomsskole at iscenesætte en musical. Denne gang smelter toner og replikker sammen om beboerne fra flere sociale lag på Nørrebro, via Erik Ballings film Midt om Natten fra 1984, med musik af Kim Larsen, Gasolin og Jacob Haugaard.
Siden efteråret er der blevet øvet, sunget, grinet og ikke mindst fortolket. De omkring 25 unge mennesker, der gennem Ungdomsskolen er tilknyttet holdet, er gået til det store manus med et engagement, der rækker langt ud over scenekanten.
Musicalen følger handlingen fra Midt om natten, hvor Spacey ta’r den ud i det blå, Susan Himmelblå gerne vil prøve at forstå, den handlekraftige Arnolds bestræbelser på ro og lidt ordnede forhold, rebelske tanker, beboernes kampe mod ” Det normaliserede samfund”. De unge mennesker leverer ikke mindst handlingen, men også flere syngestykker og mon ikke publikum synger lidt med på de velkendte sange.
I år er der livemusik tilknyttet musicalen. Det løfter, lever og giver stykket endnu mere krydderi.
I skrivende stund, arbejdes der på færdiggørelse af scene, som også er en af de mange arbejdsopgaver der er tilknyttet holdet. Ungdomsskolens Beauty hold står også på spring med pensler og farver, ikke til scenen direkte, men til aktørerne så de får det helt rigtige udtryk når de viser sig på scenen.
Der vil kunne købes lidt at drikke samt knas i pausen
Billetter til forestillingerne kan ikke købes på forhånd, men ved indgangen. Prisen for voksne er 25 kroner og for børn under 12 år 15 kroner. Dørene åbnes kl. 19.00 alle dage
Musicalen Midt om Natten påføres af Faxe Kommunale Ungdomsskole i aulaen på Bavneskolen i Dalby. Yderligere spørgsmål kan stilles ved henvendelse til Faxe Kommunale Ungdomsskole.
- Præmiere lørdag den 10. marts 2012 kl. 19.30
- 1.forestilling onsdag den 14. marts kl. 19.30
- 2.forestilling fredag den 16. marts kl. 19.30
Kommentarer