Store Spjellerup

Musiker skriver sang med Spjellerup Friskole

Koda, der varetager danske komponisters rettigheder, sender, for 12. år i træk, professionelle sangskrivere ud til udvalgte skoler i landet for at undervise eleverne i sangskrivning, tekst og komposition. Det gøres for at sætte fokus på det store arbejde, der ligger bag en sang og selvfølgelig for at inspirere eleverne til at skrive ny god musik.

Denne gang er Spjellerup Friskole blevet udvalgt til, at sanger og sangskriver Linette Damsted skal besøge skolen den 15. november, hvor hun vil skrive en ny sang sammen med eleverne.

Koda lærer elever om sangskrivning og musikkens værdi

Hvordan foregår sangskrivning fra spæd idé til færdig sang? Det kan være svært at forstå og svært at forklare. Derfor har Koda udvalgt 14 professionelle musikere, der skal besøge skoler landet over for at skrive en spritny sang sammen med eleverne. På den måde kan eleverne opleve hvilken type arbejde, der ligger bag.

Musik føles ofte magisk og mystisk. Derfor kan det også være svært at forstå, vordan sangskrivning og komposition konkret foregår, og at det faktisk er et arbejde for rigtig mange. Derfor har Koda taget initiativ til, at danske skoleelever selv får mulighed for at kaste sig ud i sangskrivning sammen med en professionel musiker.

Den 15. november gælder det Spjellerup Friskole, når 6. klasse får besøg af sangskriveren Linette Damsted, hvor de sammen skal skrive og komponere en sang. I løbet af dagen vil eleverne få mulighed for at opleve, hvordan akkorder, tekst, rytme og tanker kan koges sammen til en færdig sang.

– Når dagen er omme, har klassen deres egen sang, og det plejer at være en særlig oplevelse for børnene, fortæller Linette Damsted.

– Det er en unik oplevelse for børnene at få lov til selv at komponere en sang. Det sjove er jo, at sangskrivning er et universelt sprog, hvilket betyder, at eleverne vil opleve samme proces som Taylor Swift, Justin Bieber og andre ungdomsidoler gennemgår, når de skriver sange. Når dagen er overstået, er det vigtigste for os, at vi har vist eleverne, at musik er skide sjovt at lave, men samtidig også et arbejde, som man kan uddanne sig til, og som kræver en dedikeret indsats,  fortæller Linette Damsted.

Fremtidens musikbrugere

Den digitale udvikling har betydet, at de fleste unge altid har et enormt musikkatalog lige ved hånden, hvilket kan gøre det svært for dem at få en fornemmelse af det arbejde, der ligger bag en sang. Derfor er formålet med Kodas projekt om at vise sangskrivning på tæt hold, at eleverne opnår større forståelse for det store arbejde, der ligger bag den musik, de lytter til i hverdagen, samtidig med, at de har det sjovt og får hænderne helt ned i det kreative arbejde.

– Når Kodas udsendte komponister og sangskrivere drager rundt til landets musiklokaler, er det både fremtidens musikbrugere og potentielle musikskabere, de møder. Dem vil vi gerne være med til at inspirere på et tidligt tidspunkt. Det er vigtigt, at musikkens unge brugere forstår, hvordan musik bliver til en levevej, og dermed også hvorfor at det er rimeligt at betale for musikken,  fortæller Niels Mosumgaard, formand for Kodas bestyrelse.

Fakta

Linette Damsted er sanger og sangskriver under kunstnernavnet Mazaík. Linette Damsted har studeret sangskrivning på MGK og underviser i dag selv med sangskrivning på Music Institute of Copenhagen. Udover at være sangskriver er hun uddannet cand.soc. i samfundsfag og har skrevet bachelor om ophavsret og speciale om musiklivet og dets institutioner.

Koda har i flere år udbudt et tilbud til alle landets skoler om at få en gratis workshop med en professionel komponist eller musiker, hvor de i fællesskab med eleverne for eksempel komponerer et stykke musik eller skriver en rap. Fokus er på, at have det sjovt, men også at lære eleverne om arbejdet med sangskrivning.

Over 150 skoleklasser fra 6.-10. klasse får hvert år besøg af Koda Skolekontakt.

Koda sørger for, at musikkens skabere får betaling, når deres musik bliver brugt. Det gør Koda ved at lave aftaler om betaling for brug af musik, når den bliver spillet offentligt, for eksempel i radio, ved koncerter, på streamingtjenester og i restauranter. Koda er en non-profit medlemsforening, og Kodas indtægter går videre til dem, der har skabt musikken.

Kommentarer