Mystisk bygningsbrand ved Faxe Sundhedscenter
Faxe: Mandag eftermiddag udbrød der af endnu uvisse årsager brand i nogle skure ved siden af varmecentralen ved Faxe Sundhedscenter.
En mindre brand i nogle skure ved siden af varmecentralen på Faxe Sundhedscenter udløste mandag eftermiddag den helt store udrykning for Faxe Brand & Redning i Faxe.
Da Indsatsleder Klaus Simonsen ankom til skadestedet var der godt gang i ilden, som man endnu ikke kender den konkrete årsag til, men brandfolkene fra Faxe Brand & Redning i Faxe fik hurtigt styr på flammerne og fik begrænset skaderne til skurene og ilden nåede aldrig at brede sig til varmecentralen som ligger lige op til skurene.
Området har igennem længere tid været plaget af hærværk, blandt andet rudeknusning, men man kan endnu ikke komme med et konkret bud på hvad brandårsagen er. Indsatsleder Klaus Simonsen udelukker dog med det samme at der kan være tale om at fejlen skal findes i de elektriske installationer, da der ikke er nogen former for strøm i de udbrændte skure.
Efter en lille times arbejde på stedet kunne brandfolkene fra Faxe Brand & Redning i Faxe igen forlade skadestedet bag Faxe Sundhedscenter og betjentene fra Sydsjællands & Lolland Falsters Politi kunne overtage det videre efterforskningsarbejde på skadestedet.
Foto: Jensen-DK, Rønnede
Skrevet af Claus Michael Smith – E-mail: claus@faxe.nu
Kommentarer