Haslev

Når Børn & Dyr på Bregentved er en selvfølge

Rønnede: I disse dage knokler søskendetrioen Emil, Rasmus og Kathrin fra Rønnede med opsætningen af Børn & Dyr på Bregentved.

Søskendetrioen Emil på 21, Rasmus på 25 & Kathrine på 27 fra Rønnede er alle tre medlem af Landboungdom, som spiller en vigtig rolle med opsætningen af dyrskuet, Børn & Dyr på Bregentved.

Der er meget der skal på plads, inden skuet er klar til at modtage de mange besøgende i weekenden i uge 26. Der skal blandt andet sættes stalde, spisetelte, borde, bænke og flagstænger op. Men hvad får tre unge mennesker til at bruge en del af deres sommerferie på hjælpearbejdet?

– Sammenholdet! Der er et rigtig godt sammenhold blandt alle os frivillige. Vi har vel efterhånden fået oparbejdet lidt af et dream team. Nogen mennesker ser vi kun den ene weekend om året, så hygger, fester og knokler vi sammen. Vi kan simpelthen ikke lade være. Men som tak for hjælpen med opsætningen, giver Børn & Dyr på Bregentved også en del af overskuddet tilbage igen til Landboungdom, hvilket gjorde at der sidste år var råd til at sende nogle medlemmer på kursus plus lidt ekstra penge til medlemsfesten, fortæller søskendetrioen.

De tre søskende er vokset op med Børn & Dyr på Bregentved

– Vores forældre var med før de fik os, og efter vi kom til forsatte vores far i bestyrelsen, under opbygningen og under skuet med at sælge billetter og hjælpe til på parkeringen. Vi elskede når vi måtte komme med og hjælpe til. Det var nok en af sommerens højdepunkter og er det stadigvæk.

Da Kathrine blev gammel nok begyndte hun selv at udstille sin pony og Emil deltog i traktortrækket.

– Så samtidig med at vi hygger os med det, så håber vi jo selvfølgelig også, at skuet består i mange år endnu, så vores kommende børn også kan få glæde af det.

I dag sidder Kathrine selv i bestyrelsen på 2. år som formand for presseudvalget, Emil blev i 2015 formand for parkeringen og Rasmus er med i Landboungdoms stand på skuet.

Planlægningen af Børn og Dyr på Bregentved starter lang tid før, at det løber af stablen. Søskendetrioen har derfor været repræsenteret ved alle planlægnings- og bestyrelsesmøder. Kathrine har altid gang i noget nyt i forhold til pressearbejdet og i år vil hun også reklamere i radioen.

– Jeg er blandt andet blevet inviteret ind i Radio SLR for at fortælle lidt om dyrskuet, og så vil de sørme også gerne have, at jeg medbringer to høns, det bliver da lidt sjovt, griner Kathrine og forsætter:

– jeg håber jo, at kunne gøre en forskel for dyrskuet, i den tid jeg sidder som presseformand. Men konkurrencen er hård, fordi der er så mange andre publikumsattraktioner i området, og vi vil jo alle gerne have mange besøgende. De der altid har deltaget, de ved godt hvornår der er dyrskue på Bregentved, men at få lokket nye til, er ikke lige nemt.

Overskuddet fra Børn & Dyr på Bregentved går til 4H og Landboungdom, som skaber aktiviteter for unge på landet.

Dyrskuet  løber af stablen for 47. Gang i Piberhusfolden nær Bregentved Gods lørdag den 2. og søndag den 3. juli 2016.

Kommentarer