Rønnede

Nabogruppen i Kongsted beder byrådet om hjælp i nabokrig

byraadssalen_roennede

Kongsted: En gruppe beboere på Møllevej er meget utilfredse med både forvaltningens og borgmesterens rolle i en sag om skovrejsning i Kongsted

En gruppe borgere på Møllevej i Kongsted, der kalder sig Nabogruppen Kongsted, har i en mail dateret den 23. november, sendt til samtlige medlemmer af byrådet, bedt om kommunalbestyrelsen om hjælp.

De beder kommunalbestyrelsen om at vurdere hvorvidt, borgmester Knud Erik Hansen,  viceborgmester Dorte Nybjerg samt Teknik og Miljøudvalgsformand Ivan Lilleng har handlet korrekt i relation til: retfærdighed, ærlighed, troværdighed samt åbenhed for dialog med borgerne i forbindelse med Nabogruppen Kongsteds adskillige skriftlige og telefoniske forespørgsler i sagen, skovrejsning Møllevej 66, Kongsted.

Nabogruppen Kongsted nævner blandt andet en urimelig kort høringsfrist midt i sommerferien. Den blev senere forlænget og inden fristens udløb indleverede Nabogruppen Kongsted et høringssvar, som forvaltningen i første omgang mente var afleveret for sent.

Ifølge nabogruppen, havde skrivelsen ligget hos borgmesteren i en måned uden at være blevet videregivet til forvaltningen. Forvaltningen har senere indrømmet, at høringsskrivelsen var indleveret rettidigt.

Nabogruppen er samtidigt utilfredse med forvaltningens håndtering af sagen. De mener at forvaltningen har forsvaret etablering af skov på ejendommen Møllevej 66, uden reel saglig begrundelse. De bad derfor på et møde den 14. august om at får sagen behandlet politisk. De hævder samtidigt at referatet fra mødet, mellem to repræsentanter fra nabogruppen og to af kommunens ansatte, ikke er i overenstemmelse med det faktisk drøftede.

Nabogruppen mener desuden, at der fra forvaltningens side er ydet forskelsbehandling i sagsbehandlingen.

Det vanskelige naboskab, som borgerne i Nabogruppen Kongsted har oplevet, i relation til ejendommen Møllevej 66, Kongsted, har stået på i årevis. Nabokrigen har store økonomiske konsekvenser for ejerne af de berørte ejendomme. De har måttet bruge både tid og penge på at søge ekspertbistand i forbindelse med politianmeldelser, anmeldelser til Kulturstyrelsen, Vandløbsmyndigheden, Miljømyndigheden med videre. Dertil kommer flere retssager, herunder en verserende sag ved Østre Landsret samt adskillige hegnsyn.

Hele skrivelsen fra Nabogruppen Kongsted  ligger offentligt tilgængeligt på kommunens hjemmeside under referat af Økonomiudvalgsmøde den 3. december, dagsorden pkt. 219. Meddelelser, bilag: Skrivelse til Byrådet fra en gruppe borgere i Kongsted.

Direkte link til Nabogruppens klage (pdf-fil)

Faxe.nu har bedt borgmester Knud Erik Hansen,  viceborgmester Dorte Nybjerg samt Teknik og Miljøudvalgsformand Ivan Lilleng om deres kommentarer til læserne.

Kommentarer