Naturens Dag åbnes officielt i Faxe Kalkbrud mandag

Faxe: Som et led i den officielle åbning af Naturens Dag skal en 6. klasse fra Østskolen i Faxe på fossiljagt, fange insekter og klappe levende fortidsdyr som søpindsvin, krabber og blæksprutter.
Den officielle åbning af den landsdækkende Naturens Dag finder sted i Faxe Kalkbrud mandag den 5. september klokken 10.00, hvor der er åbningstaler med Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, og Jan Ejlsted, direktør i Friluftsrådet.
Åbningsdagen markerer starten på en uge med eventyrlige naturoplevelser, når op mod 100.000 børn i alle aldre skal ud i den danske natur.
Årets tema er “Natur uden alder”
I Faxe Kalkbrud giver det god mening. Her kan man rejse 63 millioner år tilbage i tiden, hvor Danmark var dækket af et dybt hav, og der voksede et stort koralrev, hvor Faxe ligger i dag. Her levede hajer og krokodiller side om side med mere end 500 andre slags dyr.
Der vil være forskellige aktiviteter, hvor børn – og journalister – kan grave gamle fossiler op af jorden, finde mærkelige insekter eller røre ved dyr som levede side om side med dinosaurerne.
Aktiviteter på tværs af det danske land
Efter åbningen skal op mod 100.000 børn fra skoler og børnehaver i hele landet ud og boltre sig i den danske natur. Det betyder, at der er i ugens løb vil være masser af børn og unge på naturlige eventyr og oplevelser.
Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets årlige mærkedag for natur, friluftsliv og naturoplevelser. Naturens Dag er støttet af Nordea-fonden.
Fakta om Naturens Dag
Naturens Dag er Danmarks store mærkedag for natur og naturoplevelser.
Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet arrangerer hvert år Naturens Dag for familier den anden søndag i september og for skoler og institutioner i ugen op til.
Naturens Dag er støttet af Nordea-fonden.
I 2016 inviteres til Naturens Dag i hele landet den 11. september.
Op mod 100.000 børn holder Naturens Dag i skoler og institutioner fra den 5.-9. september.
Læs mere og find arrangementer på www.naturensdag.dkhttp://www.naturensdag.dk
Kommentarer