Naya vandt dobbelt guld i svømning til både NM og DM
Naya Modin Thomsen fik sin landsholdsdebut på Færøerne til de Nordiske Mesterskaber i svømning for juniorer i weekenden den 8.-9. juli 2017, hvorfra hun hjemtog 2 guld og 1 sølv medalje. To uger tidligere vandt hun også dobbelt guld ved de Danske Årgangsmesterskaber.
Den tidligere dobbelte danmarksmester på henholdsvis 100 fri langbane og 200 fri kortbane – Naya Modin Thomsen fra Dalby – vandt igen dobbelt guld til de Danske Årgangsmesterskaber på langbane, der blev afholdt i Aalborg i dagene 24. til 27. juni 2017.
Den første guldmedalje til årets langbane DM for årgangssvømmere blev vundet i 200 meter fri, hvor Naya var hurtigste svømmer både i formiddagens indledende afsnit og i A-finalen om eftermiddagen.
Nayas anden guldmedalje, og dermed titlen som 4 dobbelt danmarksmester, blev vundet i 100 meter fri, hvor Naya svømmede så hurtigt, at hun ud over guldet også kom under ”Det magiske minut”, da hun i tiden 00:59.72 svømmede under kravtiden til de Nordiske Mesterskaber, der sikrede Naya en plads på det Danske junior svømmelandshold.
Ni dage efter DM fløj Naya derfor til Færøerne sammen med resten af landsholdet, bestående af 12 piger og 7 drenge, for at træne i Færøernes eneste landbanebassin forud for de Nordiske Mesterskaber, der blev afholdt for juniorsvømmere i weekenden den 8. og 9. juli 2017.
Naya, der startede sin svømmekarrierer i Haslev Svømmeklub, og nu træner i Køge Svømmeklub, levede mere end op til forventningerne, da hun svømmede hele 3 medaljer hjem til Danmark. Naya startede med en 5. plads i 100 fri, lidt fra sin personlige rekord, men hun rejste sig hurtigt igen, og svømmede helt op til sine personlige rekorder resten af stævnet.
I 200 fri satte Naya en personlig rekord, da hun i tiden 02:10.50 vandt en flot sølvmedalje. Her blev hun bedste dansker og kun slået af en 1 år ældre svensker. Naya svømmede et meget taktisk klogt løb, hvor hun lå som nummer tre indtil de sidste 50 meter, hvor hun slog til med en god spurt, og sluttede på andenpladsen, 9 hundrededele af et sekund (9/100 sekund) foran nummer tre.
De to guldmedaljer blev svømmet hjem i holdkapperne 4×100 fri og 4×200 fri, som Danmark vandt suverænt.
Naya går nu på en velfortjent sommerferie, og er klar efter sommerferien til at starte som første års junior med en ny træner på kanten af bassinet, idet Køge Svømmeklub har ansat Per Holmquist, der blandt andet har trænet OL svømmeren Jeanette Ottesen, hvis far Gert Ottesen er mentalcoach for Naya. Kenneth Bo Nielsen, der har trænet Naya det sidste års tid, fortsætter heldigvis i Køge Svømmeklub som træner og talentudvikler for svømmeklubbens bedste årgangssvømmere, så Køge Svømmeklub står stærkt på trænerfronten til mødet med fremtiden.
Kommentarer