Debat: Ivan Lilleeng (K), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Faxe kommune, har den 11. november 2016 i Faxe Netavis kastet sig ud i kommunens spildevandskamp[1].

Indsendt af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug

I artiklen gør Ivan Lilleeng modstanden mod spildevandsplanerne i Faxe Kommune til et spørgsmål om borgerlig ordentlighed. Når borgerne i Faxe Kommune siger fra overfor at betale i omegnen af 100.000 kroner for et renseanlæg, så løber det tilsyneladende Ivan Lilleeng ’koldt ned ad ryggen’, fordi det udtrykker mangel på respekt for love og fagfolk. Ivan Lilleeng mener, at kommunen er forpligtet til at gennemføre de foreliggende spildevandsplaner, og der er ikke mulighed for dispensation.

Jeg forstår godt Ivan Lilleengs holdning, fordi når man læser bekendtgørelsen[2], så ser det jo ud som om, at kommunen død og pine skal gennemføre det, som skrevet står. Problemet er, at det ikke er korrekt. Bekendtgørelsen skal læses i lyset af vandrammedirektivet og de foreliggende vandplaner.

Formålet med vandrammedirektivet er ideelt set at opnå god tilstand for stort set al vand. Det er naturligvis ikke betingelsesløst, for der skal bl.a. tages hensyn til menneskelig aktivitet (læs forurening og udledning), og der skal foretages økonomisk konsekvensvurdering af de indsatser, man påtænker.

Vandplanerne er langt fra overordnede. De er tværtimod meget specifikke og udtaler sig om hver en lille vandløbsstrækning, hvad tilstanden er, og hvad der skal for at opnå god tilstand. Der blev klaget i et væk, fordi enhver, der kendte til virkeligheden, kunne se absurditeten, og der blev slet ikke tænkt økonomiske konsekvenser ind i planerne. Første vandplanperiode fra 2010-2015 kuldsejlede fuldstændigt i dette klageforløb.

Danmark blev da også efterfølgende dømt i en tilståelsessag ved EU-Domstolen for ikke at have gennemført vandplanerne rettidigt. For at komme ud af kattepinen anførte Naturstyrelsen i forbindelse med den store klagesag på vandplanerne, at: ”[…]der i forbindelse med den kommunale udmøntning af vandløbsindsatserne vil blive gennemført konkrete konsekvensvurderinger af de enkelte indsatser med henblik på at sikre, at iværksættelse af de enkelte indsatser ikke vil få utilsigtede negative konsekvenser.[…]” [3].

Den forrige regering ville ikke slæbes igennem sølet en gang til og valgte derfor at udarbejde lov om vandplanlægning, hvor klageadgangen alene angår ”tilblivelsesmangler”. Med denne formulering forsøger man formentlig, at det ikke skal være muligt at klage over selve indholdet i planerne.

Betyder det så, at borgerne ikke kan udfordre indholdet af vandplanerne? Nej, det betyder bare, at sorteper er spillet over til kommunerne. Ansvaret for bl.a. økonomisk konsekvensvurdering, borgerinddragelse, målsætning, indsatskrav, osv. ligger i stedet hos kommunerne. Alle de steder, hvor staten har sprunget over, hvor gærdet var lavest, skal nu udfyldes af kommunen i hver enkel afgørelse. Jeg tvivler på, at kommunerne har set den komme?

Det er i klokkeklar strid med EU-retten og EU-domstolens retspraksis, hvis man i den enkelte stat indretter en retstilstand, der ikke sikrer en korrekt anvendelse af EU-direktiverne. Når man ikke vil diskutere indholdet, dvs. målsætning og indsats, nægter at måle eller anerkende målinger og ikke overvejer mindre indgribende foranstaltninger i de overordnede vandplaner, ja, så må det i stedet diskuteres og efterprøves i hver enkelt konkret afgørelse ude i kommunerne.

Dette er ikke kun min, men også Natur- og Miljøklagenævnets synspunkt. Det er altså langt fra juridisk risikofrit for Faxe Kommune at fastholde jerngrebet for ukloakerede ejendomme i det åbne land.

Fodnoter