Haslev

Netselskabet Cerius reducerer sine tariffer og indfører tidsdifferentiering

Med virkning fra 1. januar reducerer Cerius sine tariffer for den almindelige forbruger og for virksomheder. Tariffen for den almindelige forbruger falder fra 25,61 øre/kWh til 23,84 øre/kWh inklusiv moms.

Fra den 1. april indfører Cerius desuden tidsdifferentierede tariffer. Dermed vil betalingen for transport af el variere i løbet af døgnet baseret på belastningen i elnettet. Betalingen vil være højest på tidspunkter, hvor elnettet er mest belastet. For den almindelige forbruger vil tariffen fra 1. april 2020 derfor blive højere i tidsrummet 17.00-20.00 i vinterhalvåret, og lavere hele resten af året.

For den almindelige forbruger med et gennemsnitsforbrug vil den samlede betaling ikke stige.

En fælles beslutning i branchen

De tidsdifferentierede tariffer, der er led i forberedelserne til en elektrificeret fremtid, vil inden udgangen af 2020 blive indført hos alle netselskaber. Det sker i forlængelse af en fælles branchebeslutning. Formålet er at stimulere forbrugsændringer, der i fremtiden kan aflaste elnettet i perioder, hvor forbruget er størst, og kapaciteten i elnettet dermed begrænset. Cerius’ og andre netselskabers indtægter er reguleret af myndighederne, og de tidsdifferentierede tariffer medfører ikke øgede indtægter.

Vær fleksibel og opnå besparelse

Strømforbrug til transport, opvarmning og nye datacentre forventes at stige markant i fremtiden. Men produktionen af strøm bliver stadig mere svingende i takt med, at mere og mere af vores forbrug dækkes af vedvarende energikilder som vind og sol. Det stiller nye krav til elnettet, hvis produktion og forbrug skal mødes, og hvis vi fortsat skal nyde godt af den høje forsyningssikkerhed.

Vi ser ind i en fremtid, hvor det kan være nødvendigt at investere i en udbygning af elnettet for at få produktion og forbrug til at mødes. Eventuelle investeringer vil få tarifferne til at stige, så vi håber, at vi kan hjælpes ad og flytte noget af forbruget væk fra de perioder, hvor belastningen af elnettet i boligområderne er størst. Det tager vi hul på nu ved at fortælle om de nye tariffer, siger Birger Bagger Mikkelsen, netdirektør i Cerius. Han peger på, at der kan være lidt at spare på elregningen:

Hvis man er konsekvent og tilpasser sin brug af de større strømslugere som eksempelvis opvaske- og vaskemaskiner, samt tørretumblere og selvfølgelig opladning af elbilen til de nye tariffer, så er der en mulig besparelse.

Supplerende fakta:

Tariffen er betaling til netselskabet blandt andet for at transport af strøm gennem elnettet. Desuden betaler elkunden for for selve produktet, den forbrugte strøm, og denne betaling opkræves af handelsselskabet. Resten af regningen (cirka 70% af det samlede beløb) er afgifter og moms.

Som tommelfingerregel vil den almindelige forbruger spare lidt på regningen, hvis mindre end 10% af det samlede årlige strømforbrug sker i tidsrummet kl. 17.00 – 20.00 i vinterhalvåret. Hvis mere end 10% af forbrugerens samlede årlige strømforbrug ligger i tidsrummet kl. 17.00 – 20.00 i vinterhalvåret, stiger betalingen lidt.

En almindelig forbruger med et gennemsnitligt årligt forbrug på omkring 4000 kWh kan spare cirka 200-250 kr. om året ved ikke at bruge opvaskemaskine, tørretumbler og vaskemaskine i de tre timer i vinterhalvåret, hvor nettet er mest belastet.

Kommentarer