Nicki fra Faxe vandt en tur til Barcelona

Vinderbillede_raadet-for-Si

Faxe: Nicki Patrick Christiansen har vundet en rejse til en værdi af 10.000 kroner i Q8 og Rådet for Sikker Trafiks netop overståede fartkampagne

I forbindelse med Q8 og Rådet for Sikker Trafiks netop overståede fartkampagne kunne man vinde en rejse til en værdi af 10.000 kroner. Den heldige vinder blev Nicki Patrick Christiansen fra Faxe. Han vandt, fordi han lovede sin ven og kollega at sænke farten. Nu skal de to barndomsvenner med fuld fart til Barcelona, inden de begge skal være fædre til sommer.

10 minutters forsinkelse eller en øde landevej kan give selv den mest garvede bilist lyst til at trykke speederen lidt ekstra i bund, men ikke struktørerne Nicki og Casper, som med deres egne ord ”holder øje” med hinanden i trafikken.

Nicki og Casper vandt konkurrencen ved at skrive et kampagnepostkort med et løfte til hinanden om at sænke farten – derefter uploadede Nicki et billede af det via sin Facebook-profil, men havde egentlig ikke forventet at vinde. Nicki Patrick Christiansen var nemlig bare én blandt mange bilister, der kom forbi Q8s servicestation i Solrød, for at give et løfte i den store fartkampagne, hvor han altså endte som den glade vinder.

– Jeg har aldrig vundet noget før, så det kom virkelig som en glædelig overraskelse, siger han.

Kører sikkert sammen hver dag

Med sig i firmabilen havde Nicki sin barndomsven og kollega, Casper. De to struktører kører sammen hver dag og minder hinanden om trafiksikkerheden og særligt farten. Det var derfor naturligt, at Nicki gav sit løfte om at sænke farten til netop Casper.

– Vi passer på hinanden, når vi er på landevejene – og da vi kører sammen hver dag, var jeg ikke i tvivl om, at det var ham, jeg skulle give løftet til, fortæller Nicki.

Det er ikke kun gennem et langt venskab og på arbejdet, at de to følges ad – de skal nemlig begge være fædre til sommer. At Nicki snart skal være forælder har da også gjort, at han passer endnu bedre på i trafikken:

– Jeg er nu meget mere bevidst om, at jeg har et ansvar for at passe på mig selv og andre ude på vejene.

Og selvom Nicki ikke trykker speederen i bund i firmabilen, vil han gerne til Barcelona i en fart – og han glæder sig:

– Nu kan jeg ikke vente meget længere med at komme af sted.

Foto: Vinderbilledet af Casper Petersen og Nicki Patrick Christiansen er taget i deres firmabil

Vi lytter til hinanden i trafikken

Siden 2008 har Q8 og Rådet for Sikker Trafik samarbejdet om at få danskerne til at sænke farten. Når det handler om fart, spiller andres mening en stor rolle. Resultatet af en undersøgelse, YouGov har gennemført for Q8, viser, at det virker motiverende på chaufføren, hvis en passager beder om at få farten sat ned. 20 procent af de adspurgte bilister vurderer, at det har en effekt, og i aldersgruppen 18 til 34 år er resultatet helt oppe på 29 procent.

Kommentarer