Nordea samler kræfterne
Bankrådgiverne i Haslev flytter sammen med kollegaerne i Næstved og Ringsted midt i november.
– For fortsat at sikre vores kunder kompetent og relevant rådgivning samles vi i større rådgivningsteams i fremtidssikrede filialer med stærkt fagligt miljø, da kravene til rådgivernes faglige kompetencer er større end nogensinde, og de bliver bestemt ikke mindre i fremtiden, forklarer regionsdirektør Gitte Kristensen.
Bankrådgiverne i Haslev flytter derfor sammen med kollegaerne i Næstved og Ringsted den 13. november 2017, men Nordea forlader ikke Haslev, idet der stadig vil være mulighed for at holde aftalte møder i Jernbanegade 27. Derudover vil Landbrugscenter Sjælland uændret være i Jernbanegade i Haslev.
Nordeas automater vil fortsat være at finde i Jernbanegade. I automaterne er der mulighed for både at hæve og indsætte danske kroner og euro.
– Vi vil gøre alt for at bidrage til, at kunderne fra Haslev vil opleve den samme nærhed som hidtil, fastslår Gitte Kristensen og hun fortsætter:
– Så samtidig hermed også en opfordring til fortsat at sende ansøgninger til os, vi støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur gennem Nordea-fonden.
Gitte Kristensen glæder sig over, at alle bankrådgivere fra Haslev fremadrettet er at finde i enten Næstved eller Ringsted, så det vil være kendte ansigter, kunderne møder, når de kommer til Næstved eller Ringsted.
Samtidig har hun fuld forståelse for, at alle kunder måske ikke har mulighed for at komme til Næstved eller Ringsted for at holde et møde med deres bankrådgiver og netop derfor, tilbydes alle bankens kunder, at de kan afholde møde pr. telefon eller online, hvor der er mulighed for rådgivning alle ugens dage fra klokken 8.00 til 22.00.
– Vi glæder os til at møde vores kunder i Næstved og Ringsted, afslutter Gitte Kristensen.
Kommentarer