Nordeuropas største børnedyrskue
Haslev: Med et besøgstal på over 11.000 er ”Børn og Dyr” på Bregentved nu Nordeuropas største børnedyrskue.
På det 42. børnedyrskue, der har fundet sted her i weekenden, var der alt hvad man forventer af et dyrskue og mere til – og det er ikke kun for børn. Der var et mylder af kælne dyr, tivoli, mad- og øltelte, levende musik, traktorer m.m. og selvfølgelig var der også traktortræk. Udover det var der et væld af forskellige boder, alle former for landbrugstilbehør var repræsenteret og alt muligt andet. Selv nogle af de politiske partier var til stede. Det vil tage mere end en dag at udforske det hele, på trods af den meget overskuelige opdeling af tingene.
I de Store Hesteshows deltog bl.a. Nordsvensk brugshest, Tinker heste, Frieser heste og Lipizzanere. I den store ring kunne man derudover bl.a. opleve hesteagility, en jagtfalk og en opvisning med Faxe Brandvæsen. I den lille ring, skiftedes bl.a. gymnastikopvisninger, 4H og rollespil om arenaen. Det var også her man kunne se fremvisning af kvæg, får, geder, heste, kaniner, fjerkræ mm.
Mere end 400 frivillige fra bl.a. 4H og LandboUngdom har knoklet i en hel uge med at sætte tingene op på den store velindrettede plads. For mange familier er det en fast tradition, der er startet med at børnene har udstillet deres kæledyr og forældrene har hjulpet til. Nu er børnene store og de er selv blevet frivillige, så de mange års erfaring med afholdelse af skuet er gået i arv og der var fuldstændig styr på tingene.
Skuet blev lørdag forskånet for de skybrud der hærgede længere nordpå. I skrivende stund vides det ikke om de blev ramt søndag eftermiddag.
Se flere fotos på Facebook
Kommentarer