Ny børnebog foregår i Faxe Kalkbrud

Faxe: Den nye børnebog, Felix og det mystiske fossil, tager læserne med på fossiljagt med Felix og Faxe-Lars i Faxe Kalkbrud

Felix er 12 år, og han er sur. Hans forældre er lige blevet skilt, og han skal på ferie i Faxe – han ville meget hellere have været til Italien. Men sammen med sin fætter Lars kommer han ned i Faxe Kalkbrud, og det bliver starten på en spændende jagt…

Bogen er skrevet af et lokalt forfatterpar, Anette og Jens-Ole Paulin, som gerne vil inspirere børn over hele landet til at gå på jagt efter disse, ofte forstenede, rester af dyr, der kan fortælle om, hvordan livet på Jorden så ud for millioner af år siden.

Der ligger grundig research bag alle oplysninger, og bogen har efterskrift af museumsinspektøren for GeomuseumFaxe, Jesper Milàn, der også er en af landets førende fossil-eksperter.

”Felix og det mystiske fossil” er skrevet i et enkelt sprog og med et levende persongalleri, så den nok skal kunne fange børn mellem 9 og 13 år.

Bogen har sin egen hjemmeside, hvor man bl.a. kan læse om børn, der har fundet fossiler, og få hjælp til at arrangere en fossiljagt.

Udgivelsen fejres med en reception på GeomuseumFaxe hvor forfatterne vil fortælle om bogen og hvor man kan få signeret ens egen bog. I dagens anledning arrangeres en gratis fossiljagt for alle fremmødte, hvis vejret tillader det.

Der er reception lørdag den 11. februar klokken 14 på GeomuseumFaxe, , Kulturhuset Kanten, Østervej 2, 4640 Faxe, tlf. 56 50 28 06.

Kommentarer