Ny direktør: Museum Sydøstdanmark skal tættere på publikum
Henrik Hvenegaard Mikkelsen i Hebsgaard-hallen på Holmegaard Værk. Foto: Museum Sydøstdanmark.
Tirsdag 7. april er Henrik Hvenegaard Mikkelsen tiltrådt som ny direktør for Museum Sydøstdanmark. Og ambitionen er klar: Museet skal være endnu mere relevant, nærværende og attraktivt for endnu flere mennesker, lyder det i en pressemeddelelse.
I dag har Henrik Hvenegaard Mikkelsen første dag på kontoret som direktør for Museum Sydøstdanmark. Og for den nye direktør handler museets næste skridt om at komme endnu tættere på museets publikum.
– Museum Sydøstdanmark har et enormt potentiale. Her findes stærke historier, dygtige fagfolk og unikke steder, som kan gøre en reel forskel for mennesker. Jeg glæder mig til at arbejde for, at endnu flere får lyst til at besøge os – og til at skabe oplevelser, som føles relevante, vedkommende og engagerende, siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.
Han peger særligt på udstillinger og publikumsoplevelser som centrale indsatsområder. Ambitionen er at udvikle oplevelser, der er fagligt stærke, men samtidig tilgængelige, levende og meningsfulde for et bredt publikum.
– Vi skal blive endnu bedre til at bringe museets historier ud på en måde, som er forståelig og spændende for almindelige mennesker. Vores arkæologer og historikere ligger inde med en guldgrube af viden, og den skal vi have foldet ud, så flere kan spejle sig i den og få lyst til at være en del af den, lyder meldingen.
Et museum skal kende sin egen historie
Samtidig ser Henrik Hvenegaard Mikkelsen det som vigtigt, at museet bruger fortiden aktivt – også sin egen. For ham handler det ikke om at dvæle ved det, der har været, men om at lære af det og bruge det som afsæt for at bevæge sig fremad.
– Et museum skal kende sin historie, også sin egen. Det gælder om at lære af fortiden og bruge den konstruktivt. For mig handler det nu om at rette blikket udad: mod publikum, mod lokalsamfundene og mod de mange mennesker, som endnu ikke har opdaget, hvad museet kan være for dem, siger han.
Også Bestyrelsesforperson i Museum Sydøstdanmark, Camilla Wang, ser frem til samarbejdet og til den retning, den nytiltrådte direktør kommer med:
– Vi er meget glade for, at Henrik nu tiltræder som direktør for Museum Sydøstdanmark. Han kommer med stærke kompetencer, et klart blik for publikumsoplevelsen og en ambition om at udvikle museet med både faglig tyngde og strategisk retning. Bestyrelsen ser frem til sammen med Henrik at kigge fremad og til at fortsætte arbejdet med at styrke museets betydning og gennemslagskraft, siger Camilla Wang.
Faktaboks
Henrik Hvenegaard Mikkelsen er ph.d. i antropologi fra Aarhus Universitet og har en forskningsmæssig baggrund med feltarbejde i blandt andet Danmark, Canada og Filippinerne.
Han kommer fra en stilling som museumsinspektør på Moesgaard Museum og har tidligere arbejdet med både forskning, undervisning og formidling.
Henrik Hvenegaard Mikkelsen er desuden forfatter og medforfatter til flere bøger og forskningspublikationer.













Kommentarer