Haslev

Ny filialdirektør i Sparekassen i Haslev

Haslev: Thomas Søbygaard er tiltrådt som filialdirektør i sparekassens lokale filial i Haslev.

Sparekassen Sjællands nye lokale filialdirektør i Haslev er et velkendt lokalt ansigt. Thomas Søbygaard har boet i byen i 26 år og han er en aktiv del af det lokale foreningsliv.

Han kommer fra en stilling som souschef i Danske Banks områdefilial i Næstved.

Thomas Søbygaard begyndte som elev i Bikuben i 1987 og fulgte med, da Bikuben fusionerede med Girobank i 1995 og blev til BG Bank, som senere blev overtaget af Danske Bank. Dermed har han været i Danske Bank-koncernen i knap 30 år.

– Det er vigtigt for Thomas, at sparekassen fortsat bidrager aktivt til at udvikle Haslev til en endnu bedre by at leve, arbejde og drive virksomhed i. Og med Thomas som filialdirektør vil den nære kontakt med kunderne og det personlige møde fortsat være i fokus, skriver sparekassen på deres hjemmeside.

Derfor er alle interesserede inviteret til reception torsdag 2. juni fra klokken 16 til 18 hos Sparekassen Sjælland, Jernbanegade 46a, 4690 Haslev.

Sparekassen byder på en bid mad, snacks og lidt at drikke.

Kommentarer