Dalby

Ny formand i Ældrecentrets støtteforening

Dalby: Der var Årsmøde og Generalforsamling på Dalby Ældrecenter lørdag eftermiddag

Cirka 50 beboere og medlemmer var mødt op til årsmøde og generalforsamling i Støtteforeningen/Lokalhistorien på Dalby Ældrecenter lørdag eftermiddag.

Efter en sang og velkomst ved formanden, Marie Hansen, blev Åse Winter valgt til dirigent, hvad hun gjorde rigtig godt.

Formanden aflagde en meget fin beretning for året, hvor støtteforeningen igen har stået for mange forskellige og gode, velbesøgte arrangementer. Det gælder både arrangementer på Ældrecentret, ture med bussen, besøg i kirkerne, et spændende besøg i sommer hos Leif og Agnethe Pedersen, som dyrker fuchsia. Der var mange ting og oplevelser fra året at fortælle om. Marie takkede ældrecentrets leder og personale, alle de mange frivillige og bestyrelsen for godt samarbejde, ligesom hun takkede medlemmerne for godt fremmøde, når der bliver indbudt til noget. Kassereren, Anette Jensen fremlagde det reviderede regnskab. Begge fik de stort bifald for deres ”beretninger”.

Læs også: Der er årsmøde på Ældrecentret på lørdag

Arne Pedersen og Marie Hansen havde bebudet, at deres tid i bestyrelsen nu var slut, så der var to nyvalg til bestyrelsen , nemlig Eva Nissen og Bendt Hansen. Sidstnævnte blev på et efterfølgende lille møde bedt om at overtage formandsposten. Øvrige poster besættes ved et senere møde.

Under eventuelt takkede Ældrecentrets leder, Anni Petersen støtteforeningens bestyrelse for alt det, de gør:

– At man på et ældrecenter har så stor en støtteforening, der tilmed gør så meget, er helt unikt, sagde lederen. Hun kunne også fortælle, at det er noget man andre steder i kommunen lægger mærke til.

Børge Thomsen, der fortsat er medlem af bestyrelsen, rettede på bestyrelsens vegne en stor tak til Arne Pedersen for hans store engagement igennem hele støtteforeningens historie. Arne var med til at oprette foreningen. Også Marie Hansen fik en stor og meget hjertelig tak.

– Du har været en utrolig og initiativrig formand i 8 år. Du elsker Dalby Ældrecenter og ikke mindst dets beboere. Der var ikke det, du ikke kunne gøre for at gøre livet mere spændende for beboerne. Du har vist din store interesse også for det lokalhistoriske. Du vil blive savnet! Både du og Arne har fortjent et gyldent håndtryk!

Det blev det ikke til, men Arne fik en dejlig flaske og Marie en smuk sølvbroche, samt stående ovationer fra forsamlingen som tak for deres arbejde.

Under og efter kaffen underholdt Åse Winter og Lizzi Kassø på henholdsvis klaver og harmonika. Man hyggede sig med at synge de gamle og kendte sange og eftermiddagen sluttede med beboernes favoritaftensang ” Der står et slot i Vesterled”.

Kommentarer