Ny frisør og stylist i Sundhedscentret
Faxe: På mandag åbner en ny frisør og stylist i Faxe Sundhedscenter
Fra mandag den 1. december kan man både få sat hår, blive klippet, få hovedbundsmassage og få tilrettet sin paryk, i en ny frisørsalon i Faxe Sundhedscenter.
Da Rikke Ernstpriis blev uddannet som frisør hos Birgitte Design i foråret 2012, havde hun lyst til flere udfordringer og mere viden. Derfor tog hun en uddannelse som stylist, som er en god kombination til frisøruddannelsen.
Rikke Ernstpriis kan derfor både tilbyde vejledning og gode råd i alt indenfor hår, make-up og tøj.
Desuden fører hun produktet Hårologi, som tilpasses individuelt til hver kunde.
– En hårtest – med brug af kun ét hår – viser, hvad håret eventuelt mangler. Herefter kan jeg for eksempel blande en shampoo, som er helt unik og kun passer til den kunde, som fik hårtesten, siger Rikke Ernstpriis, som har stor succes med Hårologi-produkterne i sin salon på Primulavej 59 i Næstved.
Selvom Rikke Ernstpriis åbner frisørsalon i Faxe Sundhedscenter, vil hun fortsat have sin salon Hårlok i Næstved, som hun åbnede for et år siden.
– Men jeg må indrømme, at jeg glæder mig utrolig meget til at åbne min salon i Faxe Sundhedscenter mandag den 1. december, udtaler Rikke Ernstpriis .
– Salonen er er indrettet meget hjemlig og hyggelig, afslører Rikke, som videre fortæller, at Salon Hårlok også tilbyder velvære og forkælelse, for eksempel med en hårkur og hovedbundsmassage.
I salon Hårlok kan alle – uanset alder og køn – både få sat hår og blive klippet.
– Jeg tilbyder også parykker i ægte hår. Parykken bliver naturligvis klippet til, så den bliver 100 procent personlig, slutter Rikke Ernstpriis, der glæder sig til at se mange mennesker i den nye frisørsalon.
Man kan kontakte Rikke Ernstpriis på telefon 6151 7471 for tidsbestilling og flere oplysninger.
Kommentarer