Ny holdopstilling hos Elverdam Advokater
Haslev: Elverdam Advokater byder nu velkommen til Thomas Holmberg som ny advokat på holdet. Samtidig har Sanne Reinhold Pedersen færdiggjort sin uddannelse og er blevet ansat som advokat.
Holdopstillingen hos Elverdam Advokater er ændret, når 2016 skydes i gang.
Fra årsskiftet er 39-årige Thomas Holmberg tiltrådt som advokat. Han er opvokset og uddannet i København, og nu bosiddende i Haslev. Thomas Holmberg erstatter Mai Wandrup, der er fratrådt med udgangen af 2015.
– Thomas er en erfaren advokat med indgående kendskab til mange områder. Han er derfor et godt match til vores specialiserede profil, siger advokat Jakob Juul Christensen, én af de tre partnere hos Elverdam Advokater.
Thomas Holmberg skal beskæftige sig med fast ejendom, køb af bolig og rådgivning af erhvervskunder. På erhvervsområdet har han særligt fokus på entreprise, byggeri, håndværkere og iværksættere. Han er desuden specialist i retssager med møderet for landsretten.
Den nye advokat lægger ikke skjul på, at han glæder sig til at blive en del af holdet på sin nye arbejdsplads.
– Dette job er en unik mulighed for mig. Jeg har ønsket mig at udvikle mine specialer og Elverdams arbejdsområder er oplagte for mig. Jeg bliver en del af et hold med en innovativ profil, vision og organisation. Det er meget motiverende, fortæller Thomas Holmberg.
– Jeg bor privat i Haslev og har i en årrække ønsket mig at være tilgængelig for det lokale erhvervsliv. Det bliver muligt nu og det glæder jeg mig meget til, slutter han.
Også Sanne Reinhold Pedersen er ny advokat på holdet. Hun er dog ikke så ny endda – kun titlen som advokat er ny. Siden 2010 har hun været ansat hos Elverdam Advokater. Efter 8 års uddannelse – først på universitetet og derefter som advokatfuldmægtig – er hun nu blevet advokat i en alder af 30 år.
– Sanne har gennem mange år vist sin værdi og sit talent. Hun er særligt god til at forstå og formidle vanskelige problemstillinger. Derfor var det oplagt at tilbyde Sanne ansættelse som advokat efter uddannelsens afslutning, fortæller advokat Charlotte Vinding Christensen, der også er partner hos Elverdam Advokater.
– Jeg ønskede at fortsætte min karriere hos Elverdam. Det er et ungt, dynamisk og nytænkende team og jeg har mulighed for at beskæftige mig med præcis de erhvervsjuridiske arbejdsområder, som jeg brænder for – både nationalt og internationalt, siger Sanne Reinhold Pedersen, der privat bor i København.
Sanne Reinhold Pedersen beskæftiger sig med ansættelses- og arbejdsret, der er ét af advokatkontorets primære specialer. Desuden varetager hun en lang række retssager og forhandlinger.
Elverdam Advokater består herefter af 5 advokater, der alle er særligt specialiserede.
– For os er det ikke afgørende, hvor mange ansatte vi er. Til gengæld er det helt afgørende, at vi har de rigtige medarbejdere. Det er altid spændende at tage de første skridt i en ny udvikling og vi glæder os til at servicere vores klienter med flere ressourcer og i en ny holdopstilling, slutter Hans Elverdam, der ligeledes er partner i advokatfirmaet.
Foto: Sanne Reinhold Pedersen (tv.) og Thomas Holmberg. (Fotograf Ulrik Jantzen)
Kommentarer