Faxe by

Ny kontinensklinik på Faxe Sundhedscenter

Faxe Kommune har åbnet en kontinensklinik for kommunens borgere på Faxe Sundhedscenter.

Kontinensklinikken er et nyt tilbud til voksne borgere bosiddende i Faxe Kommune, der har kontinensproblemer.

Klinikken bliver bemandet af uddannede kontinenssygeplejersker, og den har åbent mandag til torsdag.

Man behøver ingen henvisning men kan frit kontakte klinikken i telefontiden som er mandag – torsdag klokken 8.00 – 10.00 og få en tid til konsultation.

Sygeplejerskerne kan tilbyde dig rådgivning omkring forebyggelse, øvelser og hjælpemidler. De kan også hjælpe dig med at finde ud af, hvad dit problem eventuelt kan skyldes og efter vurdering anbefale yderligere udredning ved praktiserende læge.

I klinikken er der også tilknyttet specialfysioterapeuter, der har særlig viden om funktionsproblemer i bækkenområdet.

– Jeg er meget glad for, at det nu er muligt at sætte dette nye tilbud i værk, da inkontinens er et stort problem for mange, siger Tina Norking, centerchef for Sundhed & Pleje.

– Det har meget længe været et stort ønske og nu har det set dagens lys. Klinikken åbnede i januar måned, og vi kan allerede nu se, at tilbuddet bliver taget godt imod. Ingen tvivl om, at klinikken dækker et behov. Jeg håber, det vil komme endnu flere mennesker til gode, og er meget tilfreds med, at det er endnu et tilbud på vores sundhedscenter”, slutter hun.

Kommentarer