Ny omgang træning for ’Rigtige mænd’

Faxe Kommune: Samarbejdet fortsætter mellem Karise Idræts Klub, Key2Fitness og Faxe Kommune om hold for mænd med topmave og dårlig kondi.
Karise Idræts Klub, Key2Fitness og Faxe Kommune tilbyder kommunenns mænd hjælp til at tage kampen op mod topmaven og den dårlige kondi og blive mere muskuløse og maskuline sammen med andre ’rigtige mænd’. Nye hold starter op allerede i denne uge.
Sidste år deltog 38 mænd, og de har haft positive oplevelser med at træne, er kommet i bedre form og har øget velvære. Mange har også tabt sig.
Læs også: Venskabsdyst for ”rigtige mænd” i Karise Hallen
Derfor fortsætter samarbejdet mellem Karise Idræts Klub, Key2Fitness og Faxe Kommune om at danne tilbud til mænd, som ønsker at udfordre sig selv med en seriøs omgang herre-træning. Holdene er kun for mænd – og kun for mænd med topmave og dårlig kondi. Med det som udgangspunkt tunes mændene over de næste par måneder.
Faxe Kommune
Faxe Kommune tester mændenes fedt- og muskelmasse, blodsukker og kolesterol i begyndelsen af deres forløb samt til slut. Skal topmaven snævres ind, er det nødvendigt at kigge på kosten. Mænd med BMI over 30 og som er bosiddende i Faxe Kommune vil få tilbudt en individuel sundhedssamtale ved Faxe Kommunes sundhedskonsulent, hvor der er fokus på udfordringer og handlemuligheder for den enkelte. Sundhedssamtalerne foregår på Faxe Sundhedscenter – som udgangspunkt indenfor normal arbejdstid.
Karise Idræts Klub
Karise Idræts Klub udbyder holdet Granvoksne Mænd XL+. Mændene får en varieret puls- og styrketræning bestående af bl.a. CrossGym og TRX Remme.
Key2Fitness
Key2fitness udbyder holdet “Mandehørm”, hvor der er plads til max 10 deltagere. Forløbet starter lørdag den 9. januar med oplægget og første træning er onsdag den 13. januar.
Interesserede kan læse mere på kommunens hjemmeside.
Kommentarer