Værløse

Ny pluk-selv-blomstermark nær Faxe

Værløse: Fruervangs blomstermark ligger på hjørnet af Værløsevej og Køgevej lige uden for Faxe mod Karise. Der er sat skilte op, så det er nemt at finde.

Lis Ella og Mai Fruervang, mor og datter, har startet en pluk-selv-blomstermark ved gården Fruervang ved landsbyen Værløse, lidt nord for Faxe. De har sat 20.000 Gladiolus løg, sået 15.000 solsikker og plantet 50 dahliaer eller georginer. På marken står et skilt med priser, en kasse og med mulighed for at betale med MobilePay og SWIPP. Der ligger sakse og plastposer ved skiltet og man er velkommen døgnet rundt!

– Vi nyder begge landet og naturen, og det at få noget til at gro og se det vokse og endelig høste, fortæller Lis Ella Fruervang, der er agronom, og ejer gården ’Fruervang’ sammen med sønnen Peter Fruervang.

– Vi syntes det kunne være interessant at prøve denne form for nicheafgrøde, det er smukt at se på, og der findes ikke nogle pluk-selv-marker her i området, men også for at følge op på den positive indstilling, der er hos flere og flere forbrugere, om at købe lokalt, og vide hvor varen kommer fra, siger datteren Mai. Mai er i gang med landmandsuddannelsen, har en bachelor i jordbrugsøkonomi og er lige begyndt i praktik hos en jordbruger med specialafgrøder: grøntsager med videre.

Smuk afgrøde og maksimal holdbarhed

De håber naturligvis, at mange vil køre forbi og i det mindste nyde fruervangs_-blomstermark_3synet, og måske blive fristet til at købe én eller flere blomster med hjem. Både Gladiolus og Solsikker er kønne enkeltvis eller i en buket.

Og holdbarheden er maksimal, fordi blomsterne plukkes og tages direkte med hjem. Herefter skal der klippes/skæres mindst 2-3 cm af stilken, inden de sættes i vand. Gladiolus holder nemt 5-6 dage, man kan blot fjerne de nederste blomster, når de visner, da Gladiolus forsætter med at springe ud i toppen. Den fås i farverne citrongul, orange, pink og lilla.

For spørgsmål kan man kontakte Lis Ella og Mai Fruervang på lis.fruervang@icloud.com eller mobil 2815 5072.

fruervangs_-blomstermark_1

Kommentarer