Ny pulje hjælper ledige med at få en uddannelse
Karise: Ufaglærte ledige eller faglærte ledige der er fyldt 30 år, men har en forældet uddannelse, kan nu uddanne sig mens de får dagpenge.
I sommeren 2015 trådte en ny ordning i kraft med en pulje til uddannelsesløft.
Ordningen betyder, at ufaglærte ledige eller faglærte ledige med en forældet uddannelse, der er fyldt 30 år, kan påbegynde en erhvervsuddannelse allerede i starten af deres ledighedsperiode. Uddannelsen skal kunne gennemføres inden for den lediges resterende dagpengeperiode og kan dermed maksimalt vare to år.
Under hele uddannelsen vil den ledige kunne få en reduceret dagpengeydelse på højest 80 procent af den maksimale dagpengesats, men med mulighed for at låne op til den hidtidige dagpengesats. Under uddannelsen slipper man for at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde, som ellers normalt er et krav, når man er på dagpenge.
Birgitte fra Karise fik hjælp til uddannelse
Den nye pulje har betydet at 31-årige Birgitte Lund fra Karise torsdag den 19. maj, kunne modtage sit svendebrev som ernæringsassistent fra ZBC i Roskilde. Hermed lykkedes det endelig for Birgitte at få papir på de kompetencer, hun har opbygget ved at arbejde inden for fødevarebranchen.
Siden folkeskolen har Birgitte Lund blandt haft arbejde i et storkøkken, en kantine og en delikatesseafdeling i en dagligvarebutik.
Birgitte Lund blev gravid og fødte i 2012. På grund af bækkenløsning måtte hun opgive uddannelsen som ernæringsassistent. Derefter havde hun en sygdomsperiode på grund af panikangst, hvilket betød at hun mistede sit job.
Det lykkedes hende at få tilladelse af daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen til at genoptage uddannelsen, mens hun var på dagpenge, efter at hun havde skrevet et personligt brev om sagen til ministeren. Men det var stressende at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet under uddannelsen.
Her kom den nye pulje til uddannelsesløft som en redning for Birgitte, der nu ikke længere skulle være aktivt jobsøgende under uddannelsen. Hun blev kompetencevurderet på ZBC, som gav hende lov til at færdiggøre uddannelsen på under et år – hun fik merit for meget af den praktiske erfaring, hun havde opbygget i årene inden uddannelsen som ernæringsassistent.
– Jeg kan kun opfordre andre, som er i en situation som min, til at undersøge deres muligheder. Jeg håber i hvert fald, at budskabet når langt ud, og at mange flere vil gribe chancen for at tage en uddannelse, siger Birgitte Lund, som nu er gået på jobjagt med sit svendebrev i hånden.
Spørg Jobcenter Faxe
I øjeblikket er to andre i gang med støtte fra puljen til uddannelsesløft i Faxe Kommune. Det er henholdsvis som pædagogisk assistent og en handelsuddannelse. En tredje er på vej inden for detailhandlen.
Hvis man gerne vil vide mere om puljen til uddannelsesløft, kan man enten ringe til Jobcenter Faxe eller henvende sig personligt hos Jobcenter Faxe, hvor der er åben vejledning hver mandag til torsdag klokken 10.00-12.00.
Kommentarer