Haslev

Ny skole bliver billigere, byggeriet opgraderes

Haslev: Den nye Vibeengskole i Haslev bliver 7 millioner kroner billigere end budgetteret. Besparelsen bruges på yderligere opgradering af byggeriet med solceller og bedre stisystem til den nye skole.  

Faxe Kommunes Uddannelsesudvalg har mandag den 3. oktober 2011 behandlet resultatet af licitationen om den kommende Vibeengskole i Haslev. Den samlede pris på de tre største af projektets fagentrepriser bliver cirka 105 millioner kroner, det er 7 millioner billigere end forventet.

– Pengene ville i princippet kunne fordeles til andre skoler i kommunen, men det kræver en politisk beslutning, forklarer John Birkegård, ejendomschef i Faxe Kommune, da Faxe.nu spurgte til muligheden for at besparelsen vil kunne fordeles til vedligeholdelse eller forbedring af alle kommunens skoler.

– Vi havde forventet at de tre entrepriser ville koste omkring 111-112 millioner, nu ved vi at prisen bliver 105 millioner, og det giver mulighed for, at der kan tilkøbes yderligere 1.000 kvadratmeter solceller til den nye Vibeengskole, og dermed bliver driftudgiften til Vibeengskolen lavere, uddyber ejendomschefen.

Vibeengskolen bliver med solcellerne klassificeret som et ”passivt byggeri”. Det betyder, at den vil producere lige så meget energi, som den ventes at forbruge.

– Siden 2009 har vi i Faxe Kommune arbejdet med en central prioritering i forbindelse med drift og  vedligeholdelsen af kommunens bygninger. Det betyder at såfremt vi får det samme vedligeholdelsesbudget de kommmende år, vil den nye skoles mindre behov for energi og vedligeholdelse give os flere penge til vedligeholdelse af de øvrige skoler i kommunen, siger John Birkegård til Faxe.nu.

Udover de 1.000 kvm solceller til cirka 4.5 million kroner, som ejendomschef, John Birkegård forventer vil være tjent hjem på 10-15 år, vil der ud af besparelsen blive brugt cirka 2 millioner kroner ekstra på at opgradere eksisterende stisystemer til Vibeengskolen.

Formand for uddannelsesudvalget Henrik Christensen fortæller:

– Det er utroligt glædeligt, at licitationsresultatet er landet under det budgetterede. Så kan vi inden for de afsatte midler gøre Vibeengskolen til “passivt byggeri”, og bringe byggeriet endnu videre i forhold til at blive en klimavenlig skole. Resultatet betyder også, at der nu er skabt fuldstændig ro omkring skolens anlægsøkonomi og stiforbindelserne hertil.

Flere lokale virksomheder har budt på dele af byggeriet af Vibeengskolen, der ialt er budgetteret til 135 millioner kroner, men ingen af dem var blandt de billigste. Forskellen mellem de tre dyreste og de tre billigste bud var på over 25 millioner kroner.

Udover prisen på 105 millioner for de tre fagentrepriser, koster arkitektvirksomheden Arkitema´s rådgivning og projektstyring 14 millioner, og der blandt andet afsat 13,5 millioner kroner til uforudsete udgifter, og der er i budgettet indregnet at byggematerialer kan stige under byggeriet.

Uddannelsesudvalget indstiller sagen til Byrådet, som torsdag den 13. oktober 2011 skal tage stilling til om udvalgets indstilling kan vedtages. Herefter vil der blive indgået kontrakt med de nævnte virksomheder og byggeriet kan begynde allerede i november 2011.

 

Kommentarer