Faxe by

Ny skoleleder blev fyret af både Gribskov og Gentofte

Østskolens nye skoleleder Torben Lind blev for et år siden fyret som distriktsskoleleder på Gilbjergskolen i Gribskov Kommune.

58-årige Torben Lind, der fredag den 9. februar starter som ny skoleleder for Østskolen med afdelingerne Rollo, Karise og Hylleholt, blev i januar 2017 fyret med øjeblikkelig virkning af Gribskov Kommune. Tilbage i november 2014 blev han ligeledes fyret med øjeblikkelig virkning af Gentofte kommune.

Læs også: Østskolen i Faxe Kommune får ny skoleleder

Østskolens nye skoleleder Torben Lind var leder af Tranegårdsskolen i Gentofte kommune, fra 2008 til november 2014 hvor han stoppede med øjeblikkelig virkning. Ingen ville udtale sig om årsagen, men EkstraBladet skriver: ’Rygterne går dog på, at der gennem længere tid har været uoverensstemmelser mellem Torben Lind og lærergruppen på Tranegårdskolen. Flere lærere skulle angiveligt have sagt op på grund af skolelederen’

Efter at være blevet fyret af Gentofte kommune fik Torben Lind et job som distriktsskoleleder på Gilbjergskolen i Gribskov. Også denne stilling blev han fyret fra. Fyringen skete i januar sidste år efter en speget sag om indkøb af et læringsværktøj SkakMat, der skulle styrke elevernes evner i matematik gennem skakundervisning. Ifølge den lokale avis Ugeposten havde han brugt 343.000 kroner på at købe SkakMat af et firma som han ved siden af skoleleder-jobbet var konsulent og sælger for, uden at undersøge om der fandtes noget billigere på markedet.

I forbindelse med deres omtale af sagen har Sjællandske uden held forsøgt at få en kommentar fra Torben Lind.

Kommentarer