Ny teknologi: Spar 15 procent på vandforbruget
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2017/09/aqubiq-2-620x380.jpg)
Firmaet Aqubiq starter senere på efteråret et større pilotprojekt med 10 husstande i Haslev, der skal afprøve deres nye teknologi.
Virksomheden Aqubiq har sammen med forskere på DTU udviklet en metode, der gør det muligt at se, hvor meget vand din husholdning bruger på for eksempel bad, vaskemaskine og toiletter. Metoden ligner den fra elselskabet, hvor man via deres hjemmeside kan følge sit elforbrug og sammenligne det med andre familiers.
Vi ved, at det er med til at motivere folk til at spare med sådan et lille ”konkurrenceelement”, hvor man kan se, om ens forbrug vokser eller falder, og om det ligger over eller under, hvad andre bruger, fortæller Peter Nørtoft, direktør for den lille virksomhed Aqubiq.
Virksomheden producerer en smart vandsensor-løsning til private husholdninger. Den består af tre elementer, først og fremmest en sensor, der måler hvor meget vand, der kommer fra hovedledningen og ind til ens hus. Den anden komponent lagrer data og analyserer dem. De kan efterfølgende ses på det tredje element, en app til telefonen.
Via app’en kan man løbende følge sit vandforbrug og fordelingen af det på for eksempel opvask, bad og så videre, ligesom man kan sammenligne det med danskernes gennemsnitlige forbrug. På den måde kan man se, hvor man skal sætte ind for at spare og ’vinde’ over naboen.
Udviklingen af produktet har taget ekstra fart, efter at Aqubiq kom med i det nye VIS projekt på DTU, der skal fremme udviklingen i små virksomheder. Det sker ved at tilbyde virksomhederne samarbejde med en eller flere forskere på DTU, der kan bidrage til at finpudse nye produkter eller teknologier inden for vandområdet. VIS er finansieret af EU og regionale udviklingsmidler fra Vækstforum Hovedstaden.
Man forventer at en gennemsnitshusstand vil kunne spare op til 15 procent af sit vandforbrug efter at have installeret Aqubiq’s vandsensor løsning.
Aqubiq Aps starter senere på efteråret, i samarbejde med Faxe Forsyning A/S og Danmarks Tekniske Universitet, et større pilotprojekt med 10 husstande i Haslev, der skal afprøve den nye teknologi. Derudover har virksomheden gennemført et vandspareprojekt på årets Roskilde Festival og været i Singapore for at præsentere vandsensorerne og deres anvendelsesmuligheder.
Kommentarer