Ny topchef hos Royal Unibrew fyret efter seks måneder
Bryggeriets i Faxes ny topchef ryger ud med øjeblikkelig virkning. Samtidigt forlader bestyrelsesformanden sin post.
Bestyrelsen i Royal Unibrew A/S og bryggeriets topchef, Jesper Bo Jørgensen har efter gensidig aftale besluttet, at Jesper B. Jørgensen fratræder sin stilling med øjeblikkelig virkning.
– Royal Unibrew har siden Jesper B. Jørgensens tiltræden den 1. april i år fortsat leveret solide resultater, og de ambitiøse, strategiske mål er fortsat uændrede. Desværre har Jesper B. Jørgensens ledelsesstil vist sig ikke at passe til vores Royal Unibrew kultur, udtaler bestyrelsesformand, Kåre Schultz.
Hollandske Hans Savonjie overtager stillingen som CEO i Royal Unibrew med omgående virkning, Han har hidtil fungeret som driftsdirektør og har en lang ledererfaring.
– Bestyrelsen er overbevist om, at Hans Savonije er den rigtige leder for Royal Unibrew. Han har efter ni år i virksomheden opnået dyb indsigt i Royal Unibrews forretning via sin rolle som COO med det operationelle ansvar og som medlem af direktionen. Hans har mere end 35 års erfaring i ledende stillinger fra bl.a. Unilever og The Coca Cola Company og har en solid og bred erfaring inden for drikkevareindustrien, udtaler Kåre Schultz om beslutningen og fortsætter:
– Lars Jensen, CFO og medlem af selskabets direktion siden 2011, fortsætter som CFO og påtager sig derudover ansvaret for forretningsudvikling og udvalgte kommercielle områder. Lars Jensen har igennem de sidste 20 år igennem en række lederstillinger i Royal Unibrew opnået dyb indsigt i virksomheden.
Hans Savonije og Lars Jensen, som har arbejdet tæt sammen i direktionen i de seneste seks år, vil således udgøre Royal Unibrews direktion og dermed sikre kontinuitet i den fastlagte strategi, oplyser Kåre Schultz.
– Jeg ser frem til sammen med Lars Jensen og Royal Unibrews dygtige og engagerede medarbejdere at fortsætte eksekveringen af de ambitiøse, strategiske planer, vi har sat for virksomheden, udtaler Hans Savonije.
Læs også: Topchefen i Royal Unibrew forlader bryggeriet
Som følge af Kåre Schultz’ nye stilling som CEO for Teva Pharmaceutical Industries Ltd., der er baseret i Israel, har formand Kåre Schultz besluttet at fratræde Royal Unibrews bestyrelse med udgangen af året. Bestyrelsen har derfor besluttet at udnævne nuværende næstformand Walther Thygesen som bestyrelsesformand og nuværende bestyrelsesmedlem Jais Valeur som næstformand. Ændringerne i bestyrelsen vil træde i kraft pr. 1. januar 2018.
– Både Walther Thygesen og Jais Valeur har stor erfaring med og viden om virksomheden og dens forretning, da de begge sidder i selskabets nuværende bestyrelse. Walther Thygesen har fungeret som næstformand siden 2011, mens Jais Valeur, som tidligere har haft kommercielle ledende stillinger i Royal Unibrew, har fungeret som bestyrelsesmedlem siden 2013. Med disse udnævnelser har bestyrelsen dermed fokus på at sikre kontinuitet i bestyrelsen og i forretningen, udtaler Kåre Schultz.
Kommentarer