Nye åbningstider i Bibliotek og Borgerservice
Faxe Kommune: Bibliotek og Borgerservice reducerer åbningstiderne med i alt syv timer pr. uge fra den 30. januar 2012.
Efter at Bibliotek og Borgerservice er blevet samlet med fælles skranker på bibliotekerne i Haslev og Faxe, har Udvalget for Erhverv og Kultur evalueret åbningstiderne, ud fra faktiske borgerhenvendelser sammentalt i udvalgte perioder.
Dette har resulteret i en ændring af åbningstiderne samt en timemæssig reduktion på i alt syv timer pr. uge. De nye åbningstider træder i kraft pr. 30. januar 2012.
Den personlige betjening i både Bibliotek og Borgerservice kan læses på Faxe Kommunes hjemmeside
Ændringen indebærer desuden, at Borgerservicebetjeningen i Faxe om lørdagen udføres på et ”light-niveau”, hvilket omfatter udlevering af blanketter, vejledning i selvbetjeningsløsninger samt udstedelse af pas og kørekort.
I de åbne, selvbetjente biblioteker i Haslev og Faxe vil det fra samme dato være muligt at få adgang til bibliotekerne fra mandag-fredag fra klokken 7.00 til 21.00, samt lørdag-søndag fra klokken 7.00 til 17.00. Tilbuddet om adgang til biblioteket udvides derfor til også at gælde om søndagen.
Adgang til biblioteket i den ubetjente åbningstid, kræver at man er registreret som låner på sit sundhedsbevis og at man er registreret med en pinkode. Pinkoden kan rekvireres ved henvendelse i skranken på et af kommunens biblioteker.
Samtidig sker der også en reduktion af den officielle telefontid til kommunens administration. Kommunens omstilling på hovednummer 56 20 30 00, træffes fra og med mandag den 30. januar 2012 på følgende tider:
- Mandag-onsdag fra klokken 10.00-15.00
- Torsdag fra klokken 10.00-17.00
- Fredag fra klokken 10.00-13.00
Kommentarer