Nye Danekræ fra Stevns Klint og Faxe Kalkbrud

Danekræ Udvalget i Danmark havde deres halvårlige møde tirsdag og her blev hele 48 spændende sager fra hele landet vurderet. Af de 48 sager var de fem fundet på Stevns Klint, og en i Faxe Kalkbrud.
Tirsdag den. 21. var det ikke kun kommunalvalget der skulle afgøres, der var også helt andre vigtige ting på spil, ting der stammede helt tilbage fra Danmarks fjerneste fortid. Her afholdt Danekræ Udvalget i Danmark nemlig deres halvårlige møde, hvor hele 48 spændende sager fra hele landet skulle vurderes. Af de 48 sager var de fem fundet på Stevns Klint, og en i Faxe Kalkbrud.
Stykket fra Faxe Kalkbrud er intet mindre end et stykke fossilt afføring, en såkaldt koprolit fra et af de mange dyr der levede ved det fossile koralrev der udgør kalken i Faxe Kalkbrud. Koprolitten er helt anderledes end nogen der tidligere er fundet i Faxe kalkbrud. Det var den ivrige fossiljæger Erling Solberg Jensen fra Fyn der fandt den mans han ledte efter hajtænder i kalken. Koprolitten er nu erklæret Danekræ (eller Danebæ) nummer 953.
Hele fem stykker er fundet ved Stevns Klint, og af dem er de fire fundet af den lokale fossiljæger Peter Bennicke fra Tommestrup.
Det første stykke var en det hidtil eneste kendte eksemplar af slægten Acrilla der nogen siden er fundet i det Danske Skrivekridt. Sneglen har fået nummer DK-926.
Et andet stykke DK-929, er en flinteblok med en helt usædvanlig stor ansamling af pigge og skalfragmenter fra søpindsvinet Tylocidaris rosenkrantzi. Dette stykke blev fundet løst på stranden ved Bøgeskoven.
Det tredje stykke er en komplet langhals (en slags ruer), hvor alle pladerne ligger sammen. Normalt finder man kun enkelte løse plader fra langhalse, men det her er et af de eneste kendte eksemplarer hvor pladerne er samlet. Stykket har fået nummer DK 932.
Det sidste af Bennickes fund er et sæt helt utrolig velbevarede kæber fra rovfisken Enchodus, disse har fundet DK 947.
Det sidste Danekræ fra Stevns (DK-941)er fundet af Axel Paulsen fra Tyskland, og det er et komplet søpindsvin af arten Tylocidaris abilgaardi, hvor alle piggene ligger rundt om, et meget flot og udstillingsværdigt stykke.
– Det er fantastisk at se hvor godt ordningen med danekræ virker her i landet, og hvor stor opbakning der er blandt amatørgeologerne, hvor selv de tyske amatørgeologer er blevet meget flittige til at indberette deres fund til vurdering, udtaler formanden for Danekræudvalget og museumsinspektør ved Østsjællands Museum, Jesper Milàn og han fortsætter:
– Set fra mit lokale perspektiv, er jeg rigtig glad for at Kalklandet repræsenteret ved Stevns Klint og Faxe Kalkbrud altid er godt repræsenteret med nye unikke fund til Danekræ møderne. Det understreger virkelig hvor betydningsfulde geologiske lokaliteter Faxe Kalkbrud og Stevns Klint er.
Kommentarer