Nye forpagtere åbner Skovfogedstedet den 1. maj
Vemmetofte: Både restaurant Skovfogedstedet og stedets ishus åbner søndag den 1. maj.
Søndag den 1. maj klokken 12 er der åbningsreception i restaurant Skovfogedstedet på Vemmetofte Strand. Det nye forpagterpar, Claus Petersen og Line Waterstradt slår dørene op til en ny og flot restaurant og byder på kolde drikke, snacks og prøver fra ishuset.
Alt er sat i stand og der er kommet nye møbler. Bordene har Claus og hans familie selv lavet af egeplanker fra træer fældet i Vemmetofte Skov. Der er desuden investeret i en keramisk kulgrill til køkkenet, så gæsterne kan nyde smagen af grillmad.
Claus Petersen er udlært kok på Radisson SAS Royal Hotel og Alberto K. Derefter har han på Restaurant l’alsace og La Cocotte. Han er opvokset i Dalby. Parret er ved at flytte ind i huset ved siden af restauranten.
Der vil fortrinsvis blive anvendt gode lokale råvarer. Til frokost vil man blandt andet kunne bestille forskelligt smørrebrød med et moderne tvist mens den om aftenen står på diverse a la carte retter.
Desuden er restauranten åbent for alle former for arrangementer året rundt.
Man kan følge Skovfogedsstedet på facebook og på hjemmesiden skovfogedstedet.dk hvor man kan se åbningstider og snart også menukortet.
Skovfogedstedet vil have åbent alle ugens dage bortset fra mandag, fra den 1. maj til den 18. september. Ishuset har åbent alle dage i sommer perioden fra 10:00 til 18:00. Adressen er Ny Strandskov 4, 4640 Faxe.
Kommentarer