Nye gydebanker i øvre Freerslev Å
Dalby: Faxe Kommune har i samarbejde med vandplejeudvalget i Køge Sportsfiskerforening udført en restaurering af Freerslev Å
Onsdag den 8. oktober begyndte Hedeselskabet etableringen af otte gydebanker, plus udlægning af mange bund og større sten i øvre Freerslev å, den øverste del af hovedløbet i Tryggevælde å.
Projektet er initieret af vandplejeudvalget i Køge Sportsfiskerforening. De har i samarbejde med Faxe Kommune og Hedeselskabet planlagt restaurering af flere lokale å-stræk. Freerslev Å er første fase af planen, der senere omfatter Krogbækken og nedre dele af Tryggevælde Å.
Et par medlemmer af Køge Sportsfiskerforenings vandplejeudvalg var en dag i sidste vinter ude at gå langs med Åen og de fandt cirka 800 meter jomfrueligt gyde- og opvækstvand for havørreder. Alle betingelser var i orden, der manglede blot gydegrus og sten, samt vandplanter og elletræer.
Lodsejerne blev kontaktet, og tilladelse til udfærdigelse af projekt blev givet.
En prøve-elbefiskning den 20. september, viste at der i forvejen var en lille bestand af halvårs fisk, samt en enkelt bækørred. Forudsætningerne var altså i orden for en selvreproducerende havørredbestand på strækningen.
– Alle betingelser for at netop dette stykke bliver en super succes er til stede: gode bundforhold, godt fald samt en veludviklet undervandsflora. Så det bliver spændende, hvorledes at havørrederne tager imod dette, men de plejer at elske nye gydebanker, skriver Per Schilling fra vandplejeudvalget i KSF.
Der er efterfølgende udplantet vandranunkel på strækningen, således at opvækstbetingelserne for den kommende yngel på strækningen optimeres.
Projektet blev vedtaget og finansieret af Faxe kommune.
– Køge Sportsfiskerforening vil gerne rette en stor tak til lodsejerne, Faxe Kommune og Hedeselskabet for et forbilledligt samarbejde, afslutter Per Schilling.
Kommentarer