Nyt arrangementsprogram klar fra kommunens biblioteker
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/08/apollo-620x316.jpg)
Haslev/Faxe: Faxe Kommunes Biblioteker & Borgerservice har udgivet efterårets arrangementsprogram.
Fredag d. 28. august klokken 15:00 indledes den nye sæson med Apollo Teatrets børneteaterforestilling ”Den lille pige med svovlstikkerne – den helt vildt sørgelige historie”. Forestillingen er for børn mellem 5 og 11 år, og tager udgangspunkt i H.C. Andersens eventyr om den lille fattige pige, der til sidst dør af kulde. Gennem fortælling og dans får de to skuespillere i stykket også fortalt noget om fattigdom i dag.
Billetter kan hentes på www.faxebibliotek.dk eller på kommunens biblioteker.
Efterårets øvrige program for børn byder på andre fantastiske teaterforestillinger både i Haslev og Faxe, og som noget nyt i år har bibliotekerne Halloween arrangement i Lunden i slutningen af oktober. Programmet er derudover spækket med film, konkurrence, Minecraft og Heroquest seancer, så der skulle gerne være noget for alle aldersgrupper.
Programmet for de voksne
For de voksne byder bibliotekerne blandt andet på to spændende og underholdende foredrag med Rushy Raschid og Hanne Faldborg, der tager udgangspunkt i 100 året for kvindernes valgret.
I samarbejde med AOF og LOF Haslev inviteres der også på en inspirerende aften med en af Danmarks nye stjerner på krimihimlen, Jesper Stein.
Derudover er der musik på programmet, når vi sammen med Faxe musikskole byder på Spillestedskoncerter med Marilyn Mazur og vokalgruppen Basix.
Man kan hente arrangementsfolderen på kommunens biblioteker eller på www.faxebibliotek.dk
Kommentarer