Haslev

Nyt center for Børn og Familie sparkes igang

Faxe Kommune: I morgen lørdag sparkes det nye center for Børn og Familie igang med et arrangement for medarbejdere og politikere.

Faxe Kommune har pr. 1. januar 2012 etableret et Center for Børn & Familie, som varetager en væsentlig indsats for kommunens børn og unge i alderen 0-18 år samt deres familier.

Centeret omfatter bl.a. dagtilbud, klubber, sundhedspleje, tandpleje, støttekorps, SSP, Familiecenter/PPR, Børne- og Ungeafdeling samt Ungecenter Solhjem.

– At vi har samlet det almene og det specialiserede område i ét center skaber en helt unik mulighed for at nytænke indsatsen på børne- og ungeområdet. Det er en fantastisk mulighed – og det er væsentligt, at hver eneste medarbejder i centeret oplever sig set og anerkendt for den betydning de har for at centerets vision kan blive til virkelighed – til gavn og glæde for børn, unge og familier i Faxe Kommune, siger Centerchef Susanne Stigaard.

Etableringen bliver markeret med et Kick-Off-arrangement for centerets ledere, medarbejdere og politikere. Oplægsholderne på dagen vil være Centerchef Susanne Stigaard samt formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen og forfatter Tommy Krabbe.

Kommentarer