Faxe Ladeplads

Nyt infomøde om fibernet i Faxe Ladeplads

Fibia oplyser at fibernetprojektet i Faxe Ladeplads oplever forbavsende beskeden opbakning. Ved tirsdagens informationsmøde var der således markant færre besøgende end det gennemsnitlige fremmøde andre steder.

Torsdag den 7. december klokken 18.30 står fiberkonsulent Johnny Aaberg igen klar på Hylleholt Skole til at svare på spørgsmål om blandt andet produkter, priser og mulighederne med fibernet. Derudover er der aftalt flere møder med de lokale ildsjæle, som også kæmper for at sikre den fornødne opbakning til fiberprojektet.

Fiberkonsulent Johnny Aaberg har nu afholdt en række arrangementer i Faxe Ladeplads, blandt andet også på valgdagen i sidste uge. Indtil videre har der været god plads, for antallet af besøgende har været beskedent – både ved fiberbilen og ved informationsmødet på Hylleholt Skole den 28. november.

Læs også: Infomøde om fibernet i Faxe Ladeplads

Det undrer fiberkonsulent Johnny Aaberg, der har stået klar til at svare på borgernes spørgsmål ved flere lejligheder.

– Cirka 60 procent af Faxe Kommune har allerede mulighed for at få hurtigt bredbånd via fibernettet. Planen er, at 72 procent af husstandene kan komme på fibernettet i løbet af første halvår 2018. Skal vi højere op – og det er målet for både Faxe Kommune og for Fibia – så er der behov for en større tilslutning, siger Johnny Aaberg.

Fristen for at tilmelde sig et af de tre del-projekter i Faxe Ladeplads er 15. december. Indtil videre har Fibia modtaget lidt over 100 tilmeldinger. Men det tal skal op på 400, hvis Faxe Ladeplads skal kobles på fibernettet i denne omgang. Så hvis du bor i et af de tre områder og gerne vil have fibernet, må du ud og tale med dine naboer, og fortælle dem om informationsmødet, så de også tilmelder sig.

– Vi har i lang tid hørt fra mange borgere og politikere i Faxe Kommune, at der er et stort behov for at få tidssvarende internet til endnu flere dele af kommunen. Nu har borgerne i Faxe Ladeplads så chancen for at give både egen bolig og hele området et stort digitalt løft. Derfor vil jeg opfordre alle til at sætte sig ind i sagerne og tage aktiv stilling til, om man vil være med eller ej – inden 15. december. Alle tilmeldinger er vigtige. Der er stadig langt til målet, men hvis alle bakker op, kan vi godt nå det, siger Johnny Aaberg.

Interesserede kan se nærmere på Fibia’s hjemmeside, hvor man også kan tilmelde sig.

Kommentarer